ANNONCE

Landsholdsspiller har aldrig tabt

15. november 2020 11:04 | Af: Ritzau Fokus

Jens Stryger Larsen har aldrig tabt i rødt og hvidt på landsholdet forud for søndagens landskamp mod Island.

Landsholdsspiller har aldrig tabt
Jens Stryger var onsdag med til at slå Sverige 2-0 på Brøndby Stadion. Søndag gælder det Island i Nations League. Foto: Lars Møller/Scanpix

Fodboldspilleren Jens Stryger Larsen har i mere end fire år aldrig prøvet at tabe med det danske landshold.

I foreløbig 30 landskampe er det blevet til 17 sejre, 13 uafgjorte kampe og nul nederlag for den alsidige back.

Den 29-årige Udinese-spiller var senest med til at slå Sverige med 2-0 i en testkamp onsdag. Stimen uden nederlag kan fortsætte søndag aften, hvor landsholdet møder Island i Nations League.

– Det er svært ikke at tænke over den statistik. Og jeg får det også at vide en gang i mellem, men jeg sætter ikke kryds i kalenderen, hver gang der er en kamp, vi ikke har tabt.

– Jeg forsøger at gøre mit bedste, hver gang jeg er med landsholdet. Indtil videre er det jo gået rigtigt godt resultatmæssigt, siger Jens Stryger Larsen til bold.dk.

Backen, der både kan bruges i højre og venstre side, fik sin debut for landsholdet i en 5-0-sejr i testkamp mod Liechtenstein 31. august 2016.

Dengang kom Jens Stryger Larsen på banen midtvejs i anden halvleg i stedet for Riza Durmisi, og han scorede sit hidtil eneste landskampsmål.

I sine 30 optrædener i rødt og hvidt er han startet inde i 27 kampe. Syv gange er han blevet pillet ud før tid.

De fleste af kampene har været betydende – blandt andet tre gruppekampe ved VM i Rusland i 2018. På vejen til slutrunden var han på banen i seks VM-kvalifikationskampe, ligesom det er blevet til otte kvalifikationskampe på vejen mod mod EM i 2021.

Søndagens landskamp mod Island i Nations League spilles i København klokken 20.45.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu