ANNONCE

Langt til dom: Blæser på loven og kører videre

4. marts 2021 19:48 | Af: Massimo Grillo, ms@newsbreak.dk

Det skal ikke være muligt for vanvidsbilister at køre rundt med, det, der kan takseres til syv klip i kørekortet, lyder det fra to retsordførere

Langt til dom: Blæser på loven og kører videre
To unge kvinder er blevet dræbt her. Foto: Jørgen Rosengren

Hårdere straffe mod vanvidsbilisme er netop vedtaget, og en yderligere skærpelse af lovgivningen er på vej. Men spørgsmålet er, om det er nok til at komme den vanvidsbilisme til livs, der de seneste par år har kostet adskillige mennesker livet.

Østjyllands politi har for nyligt stoppet en mand på kun 20 år, der kørte 120 kilometer i timen i byzone. Med i “bagagen” havde han yderligere syv sigtelser, der alle med stor sandsynlighed fører til et klip i kørekortet. Altså langt flere klip end de to, han maksimalt må have som ung bilist.

– Det er da oprørende at høre. Mit håb er, at vanvidspakke 2, som er på vej, kan være med til at få sagerne afgjort hurtigere. Gør de ikke det, så må vi se på det igen, siger SF’s retsordfører Karina Lorentzen.

Ser frem til ny vanvidspakke

Det er præcis tiden, før sagerne kommer for retten, der gør, at vanvidsbilisterne kan fortsætte i trafikken med deres hensynsløse kørsel.

Østjyllands Politi oplyser, at den typiske fremgangsmåde er, at bilisten nægter at have overtrådt selv de mest åbenlyse overtrædelser. Så skal sagen for retten. Navnlig her i coronatiden går der meget lang tid, før det sker.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Fakta

Vanvidspakke 2 i store træk:

Lovforslaget forventes vedtaget sidst i marts. Det indeholder blandt andet skærpelser af:

  • Ulovlig kap- og væddekørsel.
  • Adgangen til at konfiskere køretøjer i førstegangstilfælde udvides til at omfatte tilfælde af særlig hensynsløs kørsel og kørsel med meget høje hastigheder.
  • Konfiskation af køretøjet i ovenstående tilfælde samt spirituskørsel med en alkoholpromille på over 2,00 skal som udgangspunkt ske uanset, hvem der ejer køretøjet.
  • Markant skærpelse af tidsrummet for kørekortfrakendelser, der skyldes kørsel med meget høje hastigheder, ulovlig kap- og væddekørsel eller chikanøs kørsel, der hindrer politiets eftersætning af andre køretøjer.

I starten af marts vedtog Folketinget den såkaldte “Vanvidspakke 1”, der fører til længere straffe for en lang række former for vanvidskørsel.

Kilde: Justitsministeriet

Derudover har den sigtede krav på at få eventuelle andre lovovertrædelser samlet i et sagskompleks, og i mellemtiden kan de fortsætte den hensynsløse kørsel.

– Derfor ser jeg frem til, at den næste vanvidspakke bliver vedtaget. Den giver os nogle flere sanktionsmuligheder, siger chef for færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi Amrik Singh Chadha.

Få dem væk fra vejene

Bilister, der kører rundt med adskillige formodede klip i kørekortet, der har mistet kørekortet eller kører rundt i frakendelsesperioden, hører til dagens uorden – i stor stil i Østjyllands Politikreds.

En af de muligheder, der arbejdes på i justitsministeriet, er at adskille trafiksagerne fra de andre lovovertrædelser, så de hurtigere kan komme for retten, oplyser Karina Lorentzen.

Et anden af Folketingets retsordførere, Torsten Gejl fra Alternativet, er selv valgt i Østjylland, hvor problemet er mest synligt lige nu. Han er positiv over de tanker.

– Det vil vi gerne støtte. Det er utroligt uhensigtsmæssigt, at der skal gå så lang tid, før de får en dom. Kunne vi måske tage de alvorligste færdselsovertrædelser, så ville de miste kørekortet, og så vil vi få dem væk fra vejene.

Så kunne man tage resten af anklageskriftet senere, siger Torsten Gejl.

– Vi må kunne strukturere processen og tænke klogere, så vi ikke samtidigt sænker den i andre ligeså alvorlige sager, følger Torsten Gejl op.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu