ANNONCE

Lastbil brager ind i syv parkerede biler

12. december 2020 13:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Politiet kender endnu ikke grunden til, at det gik galt

Som dominobrikker, der vælter ind i hinanden.

Sådan må en chauffør have følt det, da han med sin tonstunge lastbil lørdag morgen klokken 8.41 påkørte en enkelt bil på Slet Møllevej i Tranbjerg ved Aarhus.

For da han først havde ramt den første bil, kørt den videre op i den næste, som kørte videre op i den næste, som kørte…. ja, det fortsætter nærmest i det uendelige.

Syv personbiler i alt fik et ordenligt tryk af lastbilen.

– Heldigvis skete der ingen personskade, men de syv biler har alle fået ret store skader. Der er nogle af dem, der næppe kommer ud at køre igen, siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Per Bennekov til Newsbreak.dk.

Ingen forklaring

Vagtchefen har endnu ingen forklaring på, hvordan det kunne gå så galt for lastbilchaufføren.

– Måske kan det være på grund af sukkersyge eller et ildebefindende. Vi har også rutinemæssigt taget en blodprøve af chaufføren, men der er ikke noget, der tyder på, at han var påvirket ved ulykken, siger Per Bennekov.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu