Lastbil brager ind i bro – du skal søge andre veje

18. december 2018 13:38 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Vejen under broen er spærret for trafik.

Der har tirsdag eftermiddag været et trafikuheld på Østre Ringvej i Næstved. Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

Der går en bro over ringvejen ud for Kalbyrisskolen, og den bro er blevet påkørt. Broen er i skrivende stund omfattet af nedstyrtningsfare, og Østre Ringvej er derfor spærrer for trafik mellem Køgevej og Kalbyrisvej, oplyser politiet.

Mathias Dejrup Hansen er elev på Kalbyrisskolen.

Han oplyser til Newsbreak.dk, at han sad midt i timen, da der lød et ordentligt brag.

– Så løb vi alle ud, siger han.

Ifølge Mathias Dejrup Hansen sad chaufføren fast i lastbilen efter påkørslen. Lærere fra skolen ilede til for at hjælpe ham.

– Jeg ved ikke, om han sidder i den endnu, siger Mathias Dejrup Hansen.

Ritzau oplyser netop, at chaufføren endnu ikke er kommet ud af lastbilen. Vagtchefen fortæller dog, at han er ‘kontaktbar’.

Det var en kran på lastbilen, der ikke var sænket, og derfor ramte broen.

Vejen vil være spærret et godt stykke tid endnu.

Bilister kan i mellemtiden benytte Ring Øst som alternativ rute.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu