Legendarisk sanger giver dansk koncert: Billetsalget er kun lige rundt om hjørnet

13. marts 2018 11:40 | Af: Ritzau Fokus

Den 77-årige sanger Tom Jones optræder til sommer i DR Koncerthuset. Billetsalget åbner 15. marts.

Legendarisk sanger giver dansk koncert: Billetsalget er kun lige rundt om hjørnet
Den 77-årige sanger Tom Jones giver til sommer koncert i København. Foto: Rodrigo Garrido/Reuters

Den walisiske crooner Tom Jones, der blandt andet er kendt for sangen “Sex Bomb”, gæster til sommer København. Det sker, når han lørdag 30. juni giver koncert i DR Koncerthuset.

Det oplyser arrangøren Live Nation i en pressemeddelelse.

Tom Jones, der indledte sin karriere i midten af 1960’erne, har kastet sig over flere forskellige musikgenrer igennem sine mere end 50 år i musikbranchen – fra country til disco.

I løbet af karrieren har han udgivet 40 albummer og fem livealbummer, som samlet har solgt mere end 100 millioner kopier. Ud over musikken har sangeren også medvirket i flere film gennem årene.

I 1965 brød han igennem med nummeret “It’s Not Unusual”, mens han i 2000 toppede den europæiske Eurochart 100 Hot-topliste med nummeret “Sex Bomb”.

James Bond

Tom Jones er ligeledes kendt for at have leveret titelmelodien “Thunderball” til James Bond-filmen af samme navn fra 1965 med Sean Connery i hovedrollen som den ikoniske agent 007.

Flere gange har den walisiske crooner stået øverst på skamlen, når det er uddelt diverse awards i musikbranchen. I 1966 vandt han en Grammy Award for “Best New Artist”, mens han i 1989 blev hædret med en “MTV Video Music Award”.

Tom Jones blev i 2006 adlet af den britiske monark dronning Elisabeth II for sit bidrag til musikken, og han kan derfor kalde sig Sir Tom Jones.

“Sexbomb”-sangeren har flere gange givet koncerter på dansk grund. I 2015 gæstede han Mølleparken i Sønderborg, mens han året før gav to koncerter i Danmark – i Randers og Odense.

Billetsalget starter torsdag 15. marts klokken 10.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu