Legodirektør stopper: Det skal han nu

6. december 2016 10:46 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Jørgen Vig Knudstorp skal fremover være arbejdende bestyrelsesformand i Lego-koncernen.

Legodirektør stopper: Det skal han nu
Administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp får fremover andre arbejdsopgaver i Lego-sammenhæng. Han skal bestyre Lego-brandet og være arbejdende bestyrelsesformand. Foto: Fabian Bimmer/Reuters

Manden, der vendte den synkende Lego-skude til igen at være en kæmpe succes, Jørgen Vig Knudstorp, stopper som administrerende direktør for Lego ved årsskiftet.

Han skal fremover være arbejdende bestyrelsesformand i koncernen, der ejes af familien Kirk Kristiansen via selskabet Kirkbi. Det oplyser Lego i en pressemeddelelse.

Bali Padda tager over fra Jørgen Vig Knudstorp, som i stedet skal stå i spidsen for den nye enhed, LEGO Brand Group.

Bali Padda har været ansat i LEGO Koncernen i 14 år og står i spidsen for Operations, samtidig med at han også er overordnet ansvarlig for People and Organisational Development.
Gennem de seneste 10 år har han været medlem af LEGO Koncernens øverste ledelse.

Niels Jacobsen, formand for bestyrelsen for LEGO A/S, siger om udnævnelsen af Bali Padda:

– Bali Padda har skabt fantastiske resultater i LEGO Koncernen med over 14 års erfaring, især inden for funktioner i supply chain, men senest også med fokus på udvikling af medarbejdere og organisationen. Bali har vist evne til at drive de ændringer, der har været nødvendige i driften i forbindelse med den betydelige vækst, vi har oplevet i de forløbne år. Jeg har tillid til, at Bali fortsat vil udvikle virksomheden i tæt samarbejde med den øvrige ledelse.

Thomas Kirk Kristiansen, fjerde generations ejer af LEGO Koncernen, siger:

– Bali har rette LEGO tankegang. Han har en enorm viden om hele vores virksomhed, en meget klar fornemmelse for hvad vi har brug for at gøre for at tage virksomheden det næste skridt, og han er en ægte ambassadør for LEGO Idéen og LEGO brandet.

Rette efterfølger

Jørgen Vig Knudstorp er meget glad for, at han skal overlade ledelsen af LEGO Koncernen til netop Bali Padda:

– Jeg har lært rigtigt meget af Balis stærke lederskab og måden, han har gennemført tingene på gennem hele sin karriere her i virksomheden. Jeg har arbejdet tæt sammen med Bali i mange år, og jeg er sikker på, at vi vil fortsætte med at bygge videre på det tætte samarbejde i vores nye roller.

Bali Padda siger selv om sin nye funktion som administrerende direktør:

– Jeg er utroligt beæret over at få denne mulighed. Det er en kæmpestor og spændende opgave, og jeg glæder mig til den. Jeg har en meget stærk passion for vores produkt og vores brand, og jeg ser frem til at fortsætte den strategiske retning, som vi har lagt for virksomheden. Med det gode samarbejde i vores ledelse og med støtten fra Thomas og Jørgen er jeg sikker på, at vi kan fortsætte LEGO Koncernens succes og nå ud til endnu flere børn med legeoplevelser af høj kvalitet i fremtiden.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu