Efter brutal dødsulykke: Letbanen kører igen

7. juli 2019 15:58 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Siden søndag morgen klokken fem har Letbanen i Østjylland kørt efter den sædvanlige køreplan.

Der har siden søndag morgen klokken fem været normal søndagsdrift på Letbanen i Østjylland, oplyser trafikselskabet Midttrafik.

Dermed er trafikken ikke længere påvirket af lørdagens ulykke i Trustrup på Djursland, hvor en personbil kørte ud foran et tog, og to personer – en far og hans syvårige søn – mistede livet.

Lørdag blev al togdrift på Letbanen mellem Hornslet og Grenaa indstillet på grund af politiets arbejde i kølvandet på ulykken. På strækningen Odder-Hornslet kørte der kun ét letbanetog i timen i hver retning.

Mens der igen er normal drift på Letbanen, er Havarikommissionen i fuld gang med at undersøge årsagen til ulykken.

Norsk familie knust

I alt fire – et forældrepar, en søn og en datter – måtte bringes til Aarhus Universitetshospital i Skejby efter sammenstødet. Familien kommer fra Norge og befandt sig i personbilen, der kørte ud foran toget.

Ifølge undersøger ved Havarikommissionen Bo Haaning vil der gå flere dage, før man kan sige noget om de nærmere omstændigheder.

– Vi har iværksat vores undersøgelser og er i gang med indsamle data, der vedrører ulykken. Det fortsætter vi med de kommende dage.

– Jeg kan kun konstatere det, som vi ved i forvejen: At en bil kørte ud foran et letbanetog, og at to norske statsborgere desværre omkom ved ulykken, lyder det fra Bo Haaning søndag.

Han forsikrer, at Havarikommissionen vil underrette myndighederne, hvis der undervejs i undersøgelserne bliver opdaget noget, som kan have betydning for sikkerheden omkring Letbanen.

– Hvis vi finder noget, som kan være sikkerhedskritisk, så orienterer vi myndighederne, siger Bo Haaning.

Lørdagens ulykke skete ved en jernbaneoverskæring på Albøgevej i Trustrup.

Artiklen fortsætter under videoen.

Overskæringen er uden bomme, men med lyssignal og klokker. Der er dog planlagt opsætning af bomme, fordi hastigheden på strækningen skal sættes op fra 75 til 100 kilometer i timen.

Nedslående meddelelse lørdag

Lørdag formiddag skete det tragiske sammenstød mellem en personbil og et tog på letbanen i Trustrup på Djursland.

Det oplyste Østjyllands Politi.

I en pressemeddelelse skriver politiet, at to personer – et barn og en voksen – er omkommet i forbindelse med ulykken. Yderligere to personer er kommet til skade.

“Status er pt at en voksen mand og dennes søn er afgået ved døden i forbindelse med uheldet. De 2 andre personer der var personbilen er udenfor livsfare, men indlagt på Skejby Sygehus.  Der er ikke konstateret tilskadekommende i letbanens tog,” skriver politiet i pressemeddelelsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu