Liberal Alliance-profil forlader partiet

20. oktober 2019 08:46 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Liberal Alliance invaderes af stigende konservatisme, mener Christina Egelund, der melder sig ud partiet.

Liberal Alliance-profil forlader partiet
Christina Egelund sad i Folketinget for Liberal Alliance fra 2015-2019 og har været politisk ordfører. Hun blev ikke genvalgt ved valget 5. juni og melder sig nu ud af partiet. Arkivfoto: Scanpix

Hun blev ikke genvalgt for Liberal Alliance ved folketingsvalget i juni, og nu melder Christina Egelund sig ud af partiet.

Det fortæller hun til DR.

Artiklen fortsætter under videoen.

Christina Egelund var frem til valget gruppeformand og politisk ordfører. Hun røg ud af Folketinget efter valget i juni, hvor Liberal Alliance gik fra 13 til 4 mandater.

– For mig er det helt tydeligt, at Liberal Alliance ligesom mange andre partier er splittet mellem en national strømning på den ene side og en moderne, liberal strømning på den anden side, siger Christina Egelund.

– Jeg tilhører den sidste, og jeg oplever, at den strømning er under pres i LA.

– Det er, som om at partiet invaderes af en stigende konservatisme – og så hører jeg ikke længere hjemme der, siger hun til DR.

Hun efterlyser blandt andet et klart forsvar for det internationale samarbejde.

Hun nævner som eksempel, at partiet burde forsvare retsstaten i den aktuelle debat om fremmedkrigere, hvor et bredt flertal i Folketinget vil åbne for at fratage deres pas uden om en domstol.

Christina Egelund kan ikke svare på, om hendes farvel til Liberal Alliance også er et farvel til politik generelt.

Hektisk periode

Det er ikke mange måneder siden, at Anders Samuelsen erkendte, at partiets dårlige valg bliver nødt til at få en konsekvens. Og det var altså, at han trak sig.

– Derfor vælger jeg at trække mig. Det har jeg sådan set gjort op med mig selv inden, for vi havde en fornemmelse af, at det kunne ende sådan her. Jeg ville gerne have forladt politik på en anden måde. Men det er altid svært at forlade politik på det rigtige tidspunkt, siger Anders Samuelsen til Berlingske.

Definitivt farvel

Han klargør for Berlingske, at det er et definitivt farvel til dansk politik.

Som formand for Liberal Alliance forklarer Anders Samuelsen, at det er hans ansvar, at partiet fik så dårligt et valg. Derfor erkender han også, at det nu er tid til at Liberal Alliance skal i en ny retning med en ny styrmand.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu