Lidl får bøde på 40.000 kroner: Undlod at informere Fødevarestyrelsen

16. december 2015 12:04 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Lidl har i to tilfælde undladt at informere Fødevarestyrelsen om produkter, der blev trukket tilbage. Det koster nu en bøde på 40.000 kroner i det seneste tilfælde.

Lidl får bøde på 40.000 kroner: Undlod at informere Fødevarestyrelsen
Lidl har i to tilfælde undladt at informere Fødevarestyrelsen om produkter, der blev trukket tilbage. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Lidl, der har hovedsæde i Kolding, får nu en bøde på 40.000 kroner på grund af slikblandingen ”Sweet Corner Movie Dreams”, hvor der var udeklareret gluten og laktose i produktet.

Lidl blev den 26. november bekendt med, at der var problemer med produktet. Virksomheden sendte straks en mail ud til alle butikker om, at de skulle fjerne slikblandingen fra hylderne. Men Lidl undlod, at underrette Fødevarestyrelsen. Det skete først den 30. november, skriver Fødevarestyrelsen i en kontrolrapport.

Desuden undlod Lidl at kalde produktet tilbage fra de forbrugere som havde købt slikblandingen via en pressemeddelelse. Først den 30. november blev der sendt skiltning ud til butikkerne om den vigtige information til forbrugerne.

Den 2. december blev der sendt en pressemeddelelse ud om udeklareret gluten og laktose i slikblandingen. Det skete efter drøftelse med Fødevarestyrelsen. Men her havde Lidl haft kendskab til informationen i seks dage.

Lidl har i følge Fødevarestyrelsen tidligere fået en indskærpelse for et lignende forhold, hvor de undlod at underrette Fødevarestyrelsen.

– Det er beklageligt det der er sket i de to tilfælde. Nu skal vi have kigget vores interne procedurer efter i sømmene, siger Lidls kommunikationschef Rikke Brandes til newsbreak.dk.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu