ANNONCE

Lig fundet i sø

5. marts 2021 20:41 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Østjyllands Politi bekræfter, at man har fundet et lig i Brabrandsøen

Politi, dykkere og båd har siden fredag eftermiddag været til stede ved Brabrandsøen i Aarhus.

Nu bekræfter politiet, at man har fundet et lig i søen, skriver Aarhus Stiftstidende.

– Vi venter på, at der kommer nogle retsmedicinere og nogle dykkere, og de har lidt køretid. Derfor varer det lidt, før vi kan få undersøgt liget, og det er det, vi venter på nu, siger vagtchef Morten Hansen fra Østjyllands Politi til avisen.

Siden er også blandt andet Beredskabsstyrelsen dukket op på stedet. De har blandt andet sat lys og pavilloner op på stedet.

Ifølge vagtchefen forventes retsmedicinerne først at være fremme omkring klokken 22 fredag aften. Først når de har færdiggjort deres undersøgelser, vil politiet oplyse yderligere.

Fundet af roere

Til Ritzau fortæller vagtchefen videre, hvordan liget er fundet:

– Vi får klokken 16.42 en anmeldelse fra nogle kajakroere, der har set noget, som ligner et lig et stykke ude i søen, fortæller vagtchef Morten Hansen fra Østjyllands Politi.

Politiet tilkalder brandvæsnet, der sender en båd ud på søen.

– Det viser sig, at der er tale om et lig, som ligger på maven i vandet, siger vagtchefen.

Midt på aftenen er dykkere og teknikere på vej for at bjærge liget sikkert i land.

Politiet kan ikke sige, om der er tale om en mand eller en kvinde, men der er efter alt at dømme tale om en voksen person.

– Jeg vil tro, at vi kan sige noget mere omkring midnat, siger Morten Hansen.

Newsbreak.dk følger sagen…

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu