43-årig mand forsvundet

22. april 2019 19:55 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Jesper Tougaard har Downs Syndrom og er forsvundet.

43-årig mand forsvundet
Politiet efterlyser en 43-årig mand. Arkivfoto.

En 43-årig mand er forsvundet i Nyborg. Det drejer sig om Jesper Tougaard, der er handicappet. Det skriver Fyens.dk.

Mandag eftermiddag blev manden med downs syndrom sat af toget i Nyborg under en rejse fra Roskilde til Bramming. Stoppet skete, da der i forbindelse med sporarbejde blev kørt i togbus fra Ringsted til Nyborg.

I Nyborg var det planen, at Jesper Tougaard igen skulle stå på et tog, men her forsvandt han, inden DSB-personalet fandt manden.

– Sidste gang, han er set, er på stationen i Nyborg omkring klokken 16. Der er tale om en mand med Downs syndrom, som ikke kan tage vare på sig selv. Vi har en formodning om, at han heller ikke er i stand til at søge hjælp på egen hånd, siger vagtchefen hos Fyns Politi.

Jesper Tougaard er 168 centimeter høj og kraftig af bygning. Han bærer briller og har en grøn bluse på med mørkeblå jakke. Derudover oplyser politiet, at han har en trolley med sig.

Politiet modtager tips og henvendelser i sagen på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu