ANNONCE

Norge i chok over drab på kvinde

28. april 2021 09:20 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

En kvinde er onsdag morgen blevet skuddræbt på åben gade i Oslo

Norge i chok over drab på kvinde
En kvinde er onsdag morgen blevet skuddræbt på åben gade i Oslo. Det oplyser norsk politi ifølge flere norske medier, herunder VG Foto: Scanpix.

En kvinde er onsdag morgen blevet skuddræbt på åben gade i Oslo. Det oplyser norsk politi ifølge flere norske medier, herunder avisen VG.

Skyderiet fandt sted i Tostrupsgate i bydelen Frogner i den norske hovedstad.

Den formodede gerningsmand er anholdt, oplyser politiet.

– Vi rykker ud sammen med en ambulance. Da vi kommer frem, står det klart, at en kvinde er skudt og dræbt på stedet.

– Efter ganske kort tid bliver en bil observeret på E18 udgående. Den bliver standset, og vi pågriber en mand, som vi mener, er gerningsmanden, siger operationsleder Gjermund Stokkli til VG.

Nyhedsbureauet NTB skriver, at manden blev anholdt, tre minutter efter at politiet havde fået meldingen om skud.

Ifølge operationslederen blev der brugt et ethåndsskydevåben. Politiet fik meldingen “om skud på åben gade” klokken 08.27, oplyser Stokkli til NRK.

Vidne hørte seks skud

VG har talt med en mand på arbejde på en byggeplads nær gerningsstedet. Manden fortæller, at han hørte i alt seks skud.

– Det var først et skud og så fem til. De kom ganske hurtigt, siger han.

Avisen har også talt med et øjenvidne, der passerede forbi.

– Der lå en blødende person på gaden, siger øjenvidnet til VG.

Politiet har afspærret den pågældende gade, hvor der foregår kriminaltekniske undersøgelser. Politiet mener at have identificeret den dræbte kvinde.

Ifølge politiet er det onsdag formiddag endnu for tidligt at sige noget om omstændigheder vedrørende skyderiet. Politiet kan heller ikke sige noget om relationen mellem den dræbte kvinde og den anholdte mand.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu