LIGE NU: Lastbil og flere biler står i flammer på motorvej

7. december 2017 08:21 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Branden udvikler kraftig røg, og er man i området, skal man holde sig fra røgfanen, lyder det fra politiet.

LIGE NU: Lastbil og flere biler står i flammer på motorvej
Ulykken er sket torsdag morgen. Arkivfoto: Axel Schütt/Scanpix.

Opdatering 08.40: Branden er nu slukket. Oprydning er i gang.

En autotransporter står torsdag morgen i flammer på Vestmotorvejen i vestgående retning ved Sorø. Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

Ifølge politiet er der også ild i 10-12 biler, der befinder sig på ladet af autotransporteren, og samlet set bliver der udviklet en del kraftig røg. Er man i området, skal man holde sig fra røgfanen, lyder det fra politiet.

Vejdirektoratet oplyser, at der er en del kø på stedet som følge af ulykken, der er sket efter afkørsel 37. Der er forlænget rejsetid på op til 20 minutter, da der kun er ét spor farbart.

I skrivende stund forventes det, at oprydningsarbejdet er overstået 08.50. Ifølge Ritzau blev ulykken anmeldt 07.35, og det er for nuværende uvist, hvordan branden er opstået.

Newsbreak.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu