Østjyllands Politi satte søndag gang i en storstilet eftersøgning af en 47-årig mand, der er blevet meldt savnet af familien.
Det drejer sig om den 47-årige Pavia Hamann, der forsvandt omkring klokken 4 natten til søndag.
Vagtchef ved Østjyllands Politi, Jens Rønberg, oplyser til Ekstra Bladet, at den 47-årige udskrev sig selv fra Regionshospitalet i Randers. Siden er han tilsyneladende ikke blevet set.
– Der går noget tid, før familien savner ham og beder os om hjælp til at lede efter ham, siger Jens Rønberg, der desuden oplyser, at den efterlyste efterfølgende var i telefonisk kontakt med sin far.
Det skete klokken 04.30 søndag morgen. Her oplyste Pavia Hamann, at han befandt sig på en mark – formentlig ved Virringmark vest for Fausing i Randers SØ.
– Så var vi ikke så nervøse, siger vagtchefen, som dog tilføjer, at mandens tilstand ved afgangen fra hospitalet beskrives som nedtrykt.
Men efterfølgende har politiet ikke kunnet finde den 47-årige og derfor ønsker politiet nu hjælp fra borgerne i sagen.
Den 47-årige Pavia beskrives som: Grønlandsk, karseklippet sort/gråt hår, iført grå strikbluse og gule ankelskindstøvler.
Henvendelser til politiet i sagen kan ske på telefonnummer 114.
Mandag morgen er eftersøgningen genoptaget. Der er igen sendt hundepatruljer ud og rekvireret en helikopter, der skal assistere. Det foregår i området omkring Fausing.
Vi er i øjeblikket i gang med en humanitær eftersøgning efter 47-årige Pavia,der omkring kl. 4 imorges gik v/Assentoft v/Randers måske med kurs mod Ebeltoft. Han beskrives : Mand, grønlandsk, karseklippet sort/gråt hår. Iført grå strikbluse og gule ankelskindstøvler. Ring 114 pic.twitter.com/9IQYV565Pb
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) February 10, 2019
Vi har her til aften og nat ledt efter 47-årige Pavia med helikopter, hundepatruljer og patruljer men har ikke fundet ham endnu. Hvis nogen har set, eller ser Pavia bedes de kontakte 114 #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) February 11, 2019