Politiet undersøger: To mænd fundet døde

23. december 2018 19:05 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

To personer er fundet døde i en bolig i Hirtshals.

Politiet undersøger: To mænd fundet døde
En indsatsleder blev hurtigt sendt til stedet, hvor teknikere søndag aften skal arbejde. Foto: Newsbreak.dk

To personer er fundet døde i en bolig på Jørgen Fibigersgade i Hirtshals, bekræfter Nordjyllands Politi kort før klokken 19 søndag aften. Newsbreak.dk har gentagne gange forsøgt at kontakte politikredsen mellem klokken 18 og 19, men uden held.

I en pressemeddelelse skriver politiet nu, at en voksen datter ved 16-tiden ringede 112, fordi hendes far – en 56-årig mand – lå død i boligen. Det samme gjorde faderens tvillingebror, der også har bopæl på adressen.

Umiddelbart tyder intet på en forbrydelse, men fundet gjorde, at politiet hurtigt sendte en indsatsleder til stedet, hvor der i løbet af søndag aften skal foretages tekniske undersøgelser.

Desuden skal en retslæge forsøge at klarlægge omstændighederne for de to dødsfald.

Politiet forventer at være færdig med undersøgelserne på stedet i løbet af aftenen.

Nordjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger til pressen, skriver politikredsen, der heller ikke efter udsendelse af pressemeddelelsen tager imod opkald fra Newsbreak.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu