Ung mand sigtet for tre drab

15. marts 2019 12:54 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Politiet i København sigter en 26-årig mand for tre drab.

En 26-årig mand er sigtet for tre drab i et boligkompleks på Vangehusvej på Østerbro i København. Video: Local Eyes.

Københavns Politi sigter en 26-årig mand for tre drab. Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

I forbindelse med efterforskningen af sag, hvor en 81-årig kvinde blev fundet dræbt i sit hjem i et boligkompleks på Østerbro, blev politiet af pårørende og beboere i boligkomplekset gjort opmærksom på andre mistænkelige hændelser og en bekymring for, at andre skulle have været udsat for lignende forbrydelser.

Se mere video hos Local Eyes.

Denne bekymring har Københavns Politi efterforsket nærmere og kan nu oplyse, at der desværre foreløbigt kan konstateres mistænkelige omstændigheder omkring yderligere to dødsfald i samme boligkompleks.

Det drejer sig om en 83-årig kvinde som afgik ved døden i år den 7. februar og en 80-årig mand, som afgik ved døden den 2. marts.

Yderligere sigtelser

Den 26-årige mand, som i weekenden blev sigtet for drab på den 81-årige kvinde fra Østerbro, er derfor i dag blevet sigtet for yderligere to drab.

– Vi har i to tilfælde kunne konstatere, at der har været misbrug af dankort, som er sket efter de pågældende personer er afgået ved døden. Men af hensyn til efterforskningen og af hensyn til de pårørende kan vi på nuværende tidspunkt ikke komme nærmere ind på de mistænkelige omstændigheder ved dødsfaldene, siger Brian Belling, der er leder af afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi.

Ved en pressekonference kom det frem, at manden er af afrikansk afstamning.

Massiv efterforskning

I mellemtiden har politiet set tilbage i 2018:

– Vi har set på seks dødsfald i alt, fortæller chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov til Ritzau.

– I tre tilfælde har vi altså sigtet for drab. Ét dødsfald kan vi med sikkerhed afskrive som en naturlig død. To andre undersøger vi til bunds. Det tyder dog ikke på, at der er tale om drab, siger han.

Brian Belling, leder af personfarlig kriminalitet ved Københavns Politi, kalder sagen for både grov og usædvanlig.

– Jeg kan ikke huske at have set noget lignende, siger han.

Jørgen Bergen Skov understreger, at Københavns Politi har sat massivt ind på efterforskningen:

– Det skaber forståeligt stor utryghed i området. Vi tager bekymringen meget alvorligt og har afholdt møde med beboerne. Samtidig har vi sat massivt ind med henblik på en bred efterforskning af de konkrete sager og andre mistænkelige hændelser i samme boligkompleks. Vi vil gerne anmode beboere og pårørende fra området, som ikke allerede er i kontakt med politiet, om at kontakte os, hvis de har oplysninger om mistænkelig adfærd, siger han.

Sagen, hvor den 26-årige mand nu er sigtet for i alt tre drab, behandles for lukkede døre.

Eventuelle oplysninger til efterforskningen rettes til Københavns Politi på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu