Lille dreng falder ned mellem tog og perron

2. juli 2019 14:07 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Drengen er blot én blandt hundrede af børn, der har været ude for noget lignende.

Han står der og venter på, at toget kommer og holder stille, og får åbnet dørene, så han kan komme med ombord. Den lille dreng ser ud til at klappe i sine hænder, da toget endelig er vel ankommet, og han bevæger sig nu mod de åbne døre. Foran, ved siden af og bag ham går der voksne ind og ud af toget, og det er tydeligt, at han skal med. Og så er han væk.

Billederne til denne artikel viser scenerne på en perron i Sydney, da en lille dreng faldt ned i mellemrummet mellem tog og perron. Episoden er fra februar i år, og Yahoo News skriver, at myndighederne har frigivet billeder og video fra episoden for at skabe opmærksomhed omkring børns sikkerhed på stationerne i Sydney.

I de sidste 12 måneder skulle der have været op mod 200 hændelser som den fra februar, og det har fået landets transportminister, Andrew Constance, til at minde de voksne om det ansvar, de har for de små børn.

– Skolernes ferier er naturligvis en spændende tid for børnefamilier, men det er desværre også der, antallet af ulykker på tognetværket stiger kraftigt. Mange af ulykkerne kunne være undgået, og én ulykke er en for mange, siger ministeren, ifølge Yahoo News.

– Jeg ved som forælder hvor hårdt det kan være at rejse med små børn, men noget så simpelt som at holde barnet i hånden, mens man går rundt på stationen og ind og ud af tog kan sikre dem fra at komme alvorligt til skade, eller det der er værre, siger Andrew Constance.

Ifølge Andrew Constance er det ulykker som den, billederne til denne artikel illustrerer, der er de mest hyppige i Sydney, hvor børn falder ned mellem tog og perron.

Ifølge 7 News blev drengen reddet op fra skinnerne, men det er uvist, hvilken medfart han fik af ulykken.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu