ANNONCE

Lille hund skambidt i tog

22. maj 2020 16:01 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet efterlyser en stor hund.

Lille hund skambidt i tog
En Boxer efterlyses nu. Foto: Scanpix

En 21-årig kvinde fra Karrebæksminde måtte ifølge hende selv se overrasket til, da en stor grå/brun hund lignende en boxer gik til angreb på hendes egen noget mindre hund. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.

Politiet blev 18.42 kaldt til Ringsted Station, da den kvindelige ejer af den store hund var stukket af fra stedet, og den 21-årige kvinde var noget rystet over, at hendes hund var blevet bidt flere gange.

Den tilskadekomne hund blev bragt til et nærliggende dyrehospital for at modtage behandling, og politiet kunne således afhøre den 21-årige om hendes oplevelse, der nu har resulteret i, at politiet efterlyser både bidende hund og ejeren af den.

Forklaringen lyder, at den 21-årige havde siddet i togets gang med sin lille hund i en taske mellem benene. Da en kvinde med en stor hund i snor kom ind i toget, gik den store hund resolut efter at bide den lille flere gange.

Efterfølgende forsvandt kvinden med den store hund, og vidner har forklaret, at de sammen gik ud af toget på stationen i Ringsted. De blev sidst set på Benedictevej i Ringsted. Udover vidner er der også overvågningsbilleder, som politiet måske kan bruge til at finde frem til kvinden og hunden.

Den skambidte hund havde fået kvæstelser i kæbepartiet, på hovedet og på kroppen, men var ifølge den behandlende dyrlæge ikke i livsfare.

Ejeren beskrives som

– Kvinde, 18-25 år
– 170-175 centimeter høj
– Almindelig kropsbygning
– Lys hudfarve
– Sort, langt hår.
– Bar meget makeup
– Talte dansk
– Var iført hvid bluse, grå joggingbukser og hvide sko.

Hunden var en boxerlignende hund, der var gråbrun. Den var iført en rødlig såkaldt H-sele.

Politiet i Ringsted hører gerne fra personer, der kan give oplysninger om kvinden og hendes hund. Kontakt politiet på telefonnummer 114 med oplysninger i sagen.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu