Line kæmpede for at redde lille drengs liv: Men var det noget særligt?

20. december 2018 13:56 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Sygeplejersken tog over, da Line Frederikke Sørensen var på vej hjem fra arbejde og kørte forbi følgerne af en trafikulykke.

En 10-årig dreng er blevet påkørt af en bil. Ulykken skete, da drengen var stået af en skolebus og ville krydse vejen for at komme hjem.

Drengen ligger i haven ved sit hjem og på græsset ved ham sidder sidde to personer. De giver drengen hjertemassage. De to personer har aldrig før mødt hinanden. Den ene af de to hedder Line Frederikke Sørensen.

Det var i april 2018 og over syv måneder senere ved Line stadig ikke, hvem den anden mand var. Hun var der, fordi hun kom forbi ulykkesstedet på vej hjem fra arbejde, og fordi hun reagerede instinktivt, da hun fra vejen så scenen på græsset.

– Jeg kunne se, at manden var ved at give hjertemassage. Jeg parkerede med det samme, siger Line Frederikke Sørensen til Newsbreak.dk.

Der manglede hænder

Line bor i Odder og arbejder som sygeplejerske på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Hun kører samme vej til og fra arbejde hver dag, og hun husker, at episoden skete omkring 15.30. Solen skinnede, det lugtede af sommer, og hun havde solbriller på.

Da Line kom forbi stedet i sin bil, så hun en bus holde i vejkanten. Foran bussen holdt en personbil med skader på venstre del af fronten. Foran personbilen sad en mand med ansigtet begravet i hænderne.

Hun stod ud af bilen, fordi hun kunne se, at der ingen ambulancer var at se. Der var kun drengens mor, drengen og manden på græsset. For hende var episoden den samme, som gik hun forbi en stue på sygehuset, hvor et menneske lå og havde brug for hjælp.

Sygeplejersken trådte i karakter, og Line fik af moderen at vide, at drengen var 10 år gammel og af manden at vide, at de fra alarmcentralen havde sagt, at de skulle give hjertemassage og blive ved. Line blev hos drengen og manden, og moderen spurgte, om ikke hun kunne gøre noget. Line var imponeret over, at moderen udviste så meget overskud. At hun ikke var kollapset.

– Jeg sagde, at hun skulle gå ind til sine børn, siger Line. Af erfaring ved hun, hvordan pårørende kan reagere på det, der sker, når deres nære er i livsfare.

– Hun kunne gå i chok. Så havde jeg haft to personer liggende, siger Line.

Manden og Line gav drengen hjertemassage, mens de ventede. De kunne ikke gøre andet. Line fortæller, at det var frustrerende.

– Det er et helt andet miljø derude. Jeg havde ingenting. Jeg havde kun mine hænder, siger Line, mens hun gestikulerer med hænderne.

Når hun er på arbejde på sygehuset, har de flere muligheder. De har elektroder, de kan sætte på kroppen og masker, der kan hjælpe med åndedræt. De kan give adrenalin i drop, og de kan være flere om at fordele arbejdet.

Man gør, hvad man kan

På græsplænen var de en sygeplejerske og en tilfældig mand, og sygeplejersken kunne godt se, at drengen var i livsfare. Hun så på hans ansigt, mens hun gav ham hjertemassage og valgte med det samme at slå blikket ned og koncentrere sig om hændernes arbejde.

Der kom en ambulance til, og med den fulgte flere reddere. De kom med elektroder, masker og flere hænder. De sagde tak for hjælpen. Line fortalte dem, hvem hun var, og de bad hende blive og hjælpe. Det gjorde hun.

Der kom en læge til, og der kom endnu flere reddere. Politiet var der, og Line forlod drengen og redderne. Hun talte med politiet, gav dem et vidneudsagn og kørte hjem. Sygeplejersken havde gjort sit. Senere samme dag opdagede hun, at drengen var død.

Sygeplejersken i hende vidste godt, at drengens tilstand var særdeles kritisk, da hun arbejdede på stedet, men det fik hende ikke til at stoppe arbejdet. Det er ikke hendes job at sige stop og give op. Det er lægens ansvar at erklære en patient død, og mens Line var der, gjorde hun alt, der stod i hendes magt for at redde drengens liv.

Gjorde jeg noget særligt?

Hun fortæller, at man på hendes arbejdsplads har mulighed for at tage en pause, hvis det på eksempelvis børneafdelingen kommer for tæt på. Hvis man bliver virkelig ked af det midt i det hele, kan man sige stop og gå ud for at få noget luft. Det kunne hun ikke den dag på græsplænen.

Hun talte med politiet nogle dage senere. Hun var blevet indstillet til en dusør, der gives til hverdagens helte, mennesker der yder en særligt stor indsats midt i en ulykke eller krisesituation.

Line har fået meget ros for det, hun gjorde den dag i april. Det har hun svært ved at forholde sig til.

– Gjorde jeg noget særligt? Det spørger Line sig selv om. Hun synes ikke, at hun ydede noget ekstraordinært, da hun sprang ud af sin bil og ilede et barn i livsfare til hjælp. Da hun sikrede sig, at moderen ikke gik i chok midt i det hele, og da hun blev ved med at give hjertemassage indtil det sekund, andre var der for at tage over.

Hun tog på arbejde dagen efter, fordi hun havde brug for at tale det hele igennem med sine kolleger. Det hjalp. Det hjalp også, at hun arbejder som sygeplejerske og er vant til situationer, som den hun stod i en dag i april.

Hun kører samme vej til og fra arbejde i dag som før dagen for ulykken, og hun tænker ikke på dagen, medmindre hun specifikt bliver bedt om at forholde sig til det. Hun behandler sagen som den professionelle, hun er, når man taler med hende om det. Sådan er det at være sygeplejerske, forklarer hun.

– Vi skal være engagerede. Vi skal være omsorgsfulde. Men vi skal også passe på os selv, siger hun.

Line modtog 4. december en dusør og et takkebrev af Østjyllands Politi sammen med 10 andre af hverdagens helte.

– Vi vil gerne anerkende borgernes ekstraordinære indsats, og det mod de udviste i nogle meget svære situationer. Derfor håber jeg, at dusørerne kan være et ekstra klap på deres skuldre og en inspiration til andre, der pludseligt står i lignende situationer, sagde chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen, da dusørerne blev uddelt.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu