ANNONCE

Lisbeths hund i chok: -Tænk hvis det var et barn

18. marts 2021 08:31 | Af: Newsbreak.dk

En lille flok borgere på Vesterbro melder sig ind i koret af hundeejere, hvis hunde har fået stød fra nedgravede lys. Nu vil Københavns Kommune undersøge alle uplights

Lisbeths hund i chok: -Tænk hvis det var et barn
Hunde fik stød på Frederiksberg - nu sker det også på Vesterbro. Foto: Wikimedia Commons/Aivi1987

Citathistorie: TV2 Lorry

En aften i marts var Lisbeth Dinsen ude og lufte sin hund i midterrabatten på Sønder Boulevard i København, da hendes lille sorte Cavapoo, Kenya, pludselig stak i et hjerteskærrende hyl.

– Hun skreg helt vildt og prøvede at stikke af. Hun var helt febrilsk og ulykkelig, og jeg troede, at hun havde stukket sig på noget, fortæller Lisbeth Dinsen, der bor på Vesterbro og dagligt lufter sin hund i området.

Der gik kun fem minutter, hvor Lisbeth forsøgte at berolige sin hund og finde ud af, hvad der var galt, før et andet skrig lød i nærheden:

– Jeg kunne pludselig høre en anden hund pive og skrige helt vildt, så jeg løb efter lyden, og lidt længere nede af Boulevarden sad en mand med sin hund i armene. Han pegede på en af de nedgravede lamper og sagde, at han troede, hans hund havde fået strøm gennem sig.

Strømmen, mener Lisbeth Dinsen, kom fra et af de uplights (et lys i belægningen, red.) der ligger i jorden på Sønder Boulevard.

Hunden Kenya havde det dårligt hele den aften, men har det nu – en uges tid efter hændelsen – godt igen. Oplevelsen blev dog siddende i Lisbeth Dinsen, der strøg til tasterne og spurgte i en lokal hundejer-gruppe på Facebook, om andre havde oplevet lignende.

Det havde flere af hendes naboer, viste det sig, og Lisbeth tog allerede næste morgen affære og ringede til Københavns Kommune.

– Der er mange børn, der kravler rundt og leger i midterrabatten på Boulevarden. Tænk, hvis de også får stød? siger hun og forklarer, at kommunen handlede hurtigt og sendte en tekniker ud for at undersøge lysene i belægningen.

Flere anmeldelser

Københavns Kommune bekræfter, at der i den weekend, hvor Lisbeth Dinsen oplevede to hunde fra kvarteret omkring Sønder Boulevard få stød, tikkede to anmeldelser ind fra bekymrede hundeejere.

I den ene anmeldelse, som TV 2 Lorry har set, skriver en hundeejer, at hans hund fik stød ved et af de nedgravede lys på Boulevarden ud for Busstrupgade. Han skriver desuden, at han har talt med andre hundejere, der har haft samme oplevelse.

Den anden anmeldelse skete telefonisk, oplyser kommunen, men kan ikke bekræfte, om den kom fra Lisbeth Dinsen. Anmeldelsen blev med det samme sendt videre til Københavns Kommunes driftspartner Citelum, der sendte en vagt ud, som her vurderede, at det var bedst at slukke strømmen med det samme.

Københavns Kommune oplyser, at teknikere undersøgte lysene igen mandag, hvor de opdagede, at der var vand i armaturerne, hvilket kan have været årsag til, at de har afgivet strøm.

Kommune undersøger sagen

Som konsekvens af klagerne og TV 2 Lorrys henvendelse vil enheden for Trafik, der hører under Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, nu undersøge samtlige af kommunens 242 uplights for at tjekke, at de er sikre at færdes ved.

I februar måned skrev TV 2 Lorry om en gruppe hundeejere på Frederiksberg, der har oplevet nøjagtigt det samme, som hundeejerne på Vesterbro.

Her fortalte de til TV 2 Lorry, at deres hunde oplevede at få stød på gadehjørnerne på Adilsvej i Svømmehalskvarteret.

I alt blev der kortlagt tre steder på Frederiksberg, hvor hunde fik de voldsomme stød – hvilket efterfølgende fik politisk ordfører for Socialdemokratiet på Frederiksberg, Sine Heltberg, til at tage sagen op på Frederiksberg Rådhus.

Frederiksberg Kommune har efterfølgende valgt at koble alle uplights i Svømmehalskvarteret fra.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu