ANNONCE

Listeria-alarm i dansk kød

2. marts 2021 21:20 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Skinke købt i Bilka, Føtex og i Coma-butikker kan indeholde listeria, oplyser virksomheden Nørmark Food A/S

Listeria-alarm i dansk kød
Kødet er blandt andet solgt i Bilka. Foto: Scanpix

“Kogt Skinke” solgt i Føtex og Bilka og Coma har vist sig at indeholde listeriabakterier.

Derfor opfordres forbrugere til at kassere kødet eller at aflevere det tilbage til de butikker, hvor det er købt.

Det oplyser virksomheden Nørmark Food A/S i Vejle tirsdag.

Kødet er for gammelt

Advarslen omfatter tre forskellige produkter, hvor sidste holdbarhedsdato er overskredet for flere uger siden:

Det produkt, der kaldes “Studenter Skinke”, er solgt i Føtex i pakninger af 1,0 til 1,5 kilo og har sidste holdbarsdatoer i perioden fra 19. til 26. januar.

“Kogt skinke” på 1,0 til 1,5 kilo er solgt i Bilka og med samme holdbarhedsdatoer.

Og endelig “Kogt Skinke”, som er blevet solgt i Coma-butikker på Lolland-Falster på 1,0 til 1,5 kilo, og hvor kødet er mindst holdbart til 5. februar.

For de tre produkter gælder det samme batchnummer – 513.

Fundet i egenkontrol

Det er en egenkontrol hos virksomheden Nørmark Food, som har afsløret forekomsten af bakterier. Symptomerne er blandt andet feber og hovedpine, og i sjældne tilfælde vil man få mavetarmproblemer.

Virksomheden oplyser, at advarslen omfatter en samlet produktion på i alt cirka 1500 kilo.

Produktet er solgt i Bilka og Føtex i hele landet og Coma-butikker på Lolland-Falster.

Fakta

Listeria

  • Listeria er en miljøbakterie og kan gemme sig i produktionsmiljøer i fødevarevirksomheder. Listeria kan være et problem i fødevarer med lang holdbarhed ved køletemperatur.
  • Listeria i en fødevare er ofte tegn på, at varen ikke har været varmet nok op, så de naturlige listeriabakterier har overlevet. Listeriabakterier dør ved en varmebehandling til 75 °C.
  • Listeria kan også være tilført en fødevare efter varmebehandling, hvis der er listeria i produktionsmiljøet, fx i slicemaskinen. Det er set for fx koldrøget fisk og gravad fisk, kødpålæg og færdigretter.
  • Listeria er meget robust. Den tåler udtørring og høje saltkoncentrationer, og er derfor svær at komme af med.
  • En infektion med madbakterien Listeria monocytogenes kan give sygdommen listeriose. Listeriose er forholdsvis sjælden sammenlignet med fx salmonellose fra salmonella. Til gengæld er listeriose en meget alvorlig og livstruende sygdom.
  • Normalt bliver ca. 50 personer syge af listeria om året, når der ikke er større sygdomsudbrud. I 2014 var der fx 92 syge, hvoraf de 41 skyldtes et større sygdomsudbrud fra rullepølse.
  • Hvis du er sund og rask og bliver smittet med listeria, bliver du sjældent alvorlig syg af listeria, men du kan få kortvarig diarré eller influenzalignende symptomer. Disse sygdomstilfælde bliver oftest ikke talt med i statistikkerne over sygdom.
  • Hvis du har nedsat immunforsvar, fordi du er alvorligt syg og/eller tager medicin, der dæmper immunforsvaret, har du risiko for at få mere alvorlige symptomer som blodforgiftning og meningitis. Dødeligheden blandt patienter med alvorlige symptomer er ca. 25 %.
  • Er du gravid, er der risiko for, at du kan smitte det ufødte barn. Det kan føre til abort/dødfødsel eller fødsel af et barn med blodforgiftning og/eller meningitis. Du bliver sjældent selv syg af listeria.
  • Symptomerne på sygdom kan vise sig fra få dage efter, at man er blevet smittet og helt op til to måneder efter. De fleste bliver syge efter 2-3 uger.
  • Kontakt din læge, hvis du har mistanke om at være smittet med listeria.

Kilde: Fødevarestyrelsen

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu