Livsfarlig narko fundet på SFO-legeplads

26. juni 2019 16:49 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Børn i en SFO fandt det farlige stof ketamin på deres legeplads.

Livsfarlig narko fundet på SFO-legeplads
Et hvidt pulver, der senere viste sig at være ketamin, blev fundet på en legeplads. Arkivfoto: Colourbox.

Mandag klokken 11.21 fik Midt- og Vestsjællands politi en henvendelse fra personalet på en SFO om, at børnene havde fundet en lille pose med pulverrester.

Derudover lå der pulverrester på et bord, hvor børnene legede.

Det oplyser politikredsen i sin døgnrapport.

Stoffet lå altså på børnenes legeplads.

– Der var tale om små rester af narko, men i ukyndiges hænder kan det stadig være farligt. Den slags skal ikke ligge på en legeplads, siger Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til TV2 Lorry.

Politiet sikrede posen med pulverrester, der efterfølgende blev testet til at være stoffet ketamin.

Fakta

Ketamin

  • En rus med ketamin varierer efter indtagelsesmåde
  • Spiser man stoffet, varer rusen omkring en-to timer
  • Sniffer eller ryger man stoffet, varer rusen omkring 45-60 minutter
  • Sprøjtes stoffet ind i kroppen, varer rusen omkring 30-45 minutter

Kilde: Netstof.dk

Ketamin er et stof, der som udgangspunkt bruges til at bedøve heste, men bruges altså af mennesker som et narkotikum.

Ingen tegn på forgiftning

Der var ingen tegn på, at nogen af børnene var blevet påvirket af noget, ligesom SFOen har underrettet relevante forældre om fundet af posen på institutionens område.

Politiet mener, at stoffet kan være efterladt på stedet fra søndag aften til mandag formiddag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu