Lotto-vinder: Nu vil jeg købe et ur

20. januar 2019 17:38 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

En masse ekstra nuller overraskede pludselig en mand i 40'erne.

Lotto-vinder: Nu vil jeg købe et ur
En mand i Aalborg Kommune har vundet en million. Foto: Danske Spil

En familiefar i 40’erne kiggede noget befippet på sin spilkonto, da han startede året som de fleste af os drømmer om. Eller næsten. For manden havde fået en mail fra Danske Spil om, at han havde vundet penge. Det mener manden selv er meget normalt, da han af og til får en besked med, at der er sat 50-60 kroner ind på kontoen.

Men herefter fattede manden ingenting, da han ville ind at tjekke kontoen.

– Normalt når man får sådan en mail, så er det fordi man har vundet 50-60 kroner. Men lige pludselig stod der en masse nuller. Jeg fattede ingenting og kunne ikke få beløbet til at passe, for jeg anede ærligt talt ikke, at der blev trukket lod om 2×1 million-gevinster hver uge. Men jeg kunne jo se, da jeg loggede ind på min spil-konto, at pengene stod til udbetaling, så de var der jo, fortæller manden, der gerne vil være anonym, i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Fik stort besøg

Manden har spillet lotto i mere end et årti. Men da han vandt var han nødt til hoverende at vække sin kæreste, der mener, at lotto-spil er spild af tid og bare tabte penge. Men intet tyder altså på, at kæresten var ked af at have taget fejl.

– Da det gik op for hende, fløj hun nærmest op i loftet. Hun ringede til både hendes egne og mine forældre og var helt oppe at køre. Vi inviterede selvfølgelig hele familien ud at spise om aftenen, så vi kunne fejre det, fortæller han.

Hvad der var på menuen melder historien ikke noget om, men lækkert var det sikkert.

Det skal pengene bruges på

For manden fra Aalborg Kommune, der er pengene nærmest allerede afsat. Han forklarer nemlig, at langt størstedelen af pengene skal bruges på noget så kedeligt som at betale et billån, samt at skyde penge ind i en virksomhed han har startet. Men der er én ting, som han altid har drømt om.

Og den ene ting har han tænkt sig at købe.

– Jeg har altid drømt om at købe et Rolex-ur, men jeg syntes, det var sådan lidt ego at bruge penge på, når man har to børn. Men nu skal det altså være, siger han, og fortæller desuden at børnene allerede har fået en ny Playstation og at kæresten stadig tænker over, hvilken ”gave” hun skal forkæle sig selv med.

Men familien er allerede igang med at kigge på, hvor man kan rejse hen i en periode. Det er der dog ingen dato på endnu.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu