ANNONCE

Lottomillionær giver en million væk

4. september 2020 14:36 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Han vandt 15.

Lottomillionær giver en million væk
Værsågod. En venlig lottomillionær har foræret en million væk til Læger uden grænser. Foto: Colourbox.

Cirka en gang om året tikker der en besked ind hos Læger uden Grænser om, at de har fået en milliondonation fra en privat person.

I år skete det i juli måned, hvor en 83-årig lottomillionær fra København valgte at donere 1000.000 kroner til den humanitære nødhjælpsorganisation.

– Det betyder rigtig meget for os i Læger uden Grænser at få en så stor en donation. Det sker bestemt ikke hver dag, og når det gør, så spreder det en strøm af taknemmelighed. For det viser en stor tiltro til vores arbejde, og det viser de mennesker, vi hjælper, at de ikke er glemt, siger Kristina Boldt, fundraisingdirektør i Læger uden Grænser.

Den 83-årige giver, der vandt en gevinst på 15 millioner kroner i januar måned, har altid haft i tankerne, at hvis han nogensinde kom til penge, så var det Læger uden Grænser, der skulle have ”en skilling”.

-Det er ganske enkelt. Det arbejde, de udfører, er så vigtigt og så modigt. Det sker desuden under nogle arbejdsbetingelser, som er fuldstændig horrible. Ingen andre brancher har ansatte, som på samme vis sætter deres eget liv på spil for andre. Det har altid imponeret mig. Derfor skulle de have et beløb, der kan mærkes og gøre gavn, siger han og tilføjer, at det måske ikke er det sidste organisationen har hørt til ham.

I øjeblikket har Læger uden Grænser ekstra brug for donationer, så timingen for den gavmilde lottomillionær kunne ikke være bedre, oplyser Kristina Boldt.

-Denne donation kommer på et afgørende tidspunkt. Lige nu oplever vi et ekstraordinært stort behov for Læger uden Grænsers indsats over hele verden og dermed også et ekstra behov for økonomisk støtte. Vores læger, sygeplejersker og andet medicinsk personale spiller en vigtig rolle i at bekæmpe COVID-19 i store dele af verden, mens vi samtidig fortsat skal vaccinere børn mod blandt andet mæslinger og meget, meget mere, siger hun og fortsætter:

-Et af de områder, hvor vi oplever et særligt behov netop nu, er i Yemen. Her arbejder vi under meget vanskelige forhold for at give lægehjælp til den hårdt trængte befolkning. Med støtte som den her donation kan vi hjælpe flere patienter med behandling, der redder deres liv, lyder det fra fundraisingdirektøren.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu