ANNONCE

Lover stort prisfald på disse biler

23. september 2020 09:22 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

En ny type batteri skal drive prisen på elbiler ned, men det vil tage tre år, siger Teslas topchef, Elon Musk.

Den amerikanske elbilproducent Tesla stiler efter at sænke produktionsomkostningerne så meget, at dens biler kommer ned i et helt andet prisleje, end tilfældet er nu.

Men det kan tage tre år eller mere at opfylde målet.

Det siger Teslas stifter og administrerende direktør, Elon Musk, på selskabets årlige “batteridag” tirsdag.

– At producere en elbil til en overkommelig pris har altid været vores drøm, siger Elon Musk ved åbningen af arrangementet, der blev fulgt af over 270.000 personer online.

Helt afgørende for at få prisen ned er udviklingen af en ny type batterier, der vil være kraftigere, holde længere og ifølge Musk være halvt så dyre, som selskabets nuværende batterier.

– Vi har ikke en prisbillig bil. Det er noget, vi vil have i fremtiden. Men batteriomkostningerne skal ned, fastslår han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Udvikler nyt batteri

Ifølge Musk er Tesla ved at udvikle et kraftigere batteri, som vil gøre det muligt at køre 16 procent længere end nu på en opladning. Men det vil tage omkring tre år, før en produktion i fuld skala er på plads.

Mens prisen på elbiler er faldet de seneste år på grund af forbedringer af batterier, så er det stadig dyrere at købe en elbil end en konventionel bil.

Batteriet skønnes at udgøre mellem en tredjedel og en fjerdedel af omkostningen ved en elbil.

Selv om Tesla i årevis har haft et mål om at fremstille biler til den brede befolkning, så er grundprisen for de billigste modeller omkring 35.000 dollar, skriver nyhedsbureauet AFP.

– Vi er overbeviste om, på lang sigt, at vi kan lave en elektrisk bil til 25.000 dollar, siger Elon Musk.

25.000 dollar svarer knap 160.000 kroner.

I galleriet ovenfor kan du se fem ting, du ikke kan gøre med en elbil på nuværende tidspunkt.

Fakta

Newsbreak sætter strøm til

Den kommende tid ser Newsbreak.dk nærmere på markedet for elbiler.

Vi ønsker især at afdække de “blinde vinkler”. Det meste af debatten har indtil videre handlet om, hvor mange elbiler, der skal ud på markedet og hvornår.

Det har handlet meget om, hvad det ville koste samfundet med en omstilling fra brændstofbiler til elektriske biler.

Men hvad med den praktiske hverdag med en elbil for forbrugeren? Hvad siger dem, der allerede i dag kører i en elbil?

Hvad koster det egentlig at lade en elbil op? Hvor kommer ladestanderne til at stå i fremtiden? I dag er det lidt i p-huse, lidt ved supermarkeder og nogle ved tankstationerne.

Er autoforhandlere klædt godtnok på til at kunne rådgive bilisterne om valget af elbil? Hvor meget benarbejde skal man selv gøre?

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu