ANNONCE

Loyal To Familia i vækst – trods forbud

1. september 2020 15:56 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Siden årsskiftet har politiet registreret flere medlemmer af forbudt bande, viser dokument fremlagt i retten.

Loyal To Familia i vækst - trods forbud
Loyal To Familia er forbudt. Alligevel ser den ud til at vokse. Det kom frem tirsdag i retten. (Foto: Scanpix/Ritzau Scanpix)

Trods et forbud mod banden Loyal To Familia (LTF) ser gruppen ud til at være i vækst.

Mens ordensmagten i løbet af foråret og sommeren blandt andet har været beskæftiget med at håndhæve forsamlingsforbud og forfølge sager om musik til ulempe, er antallet af registrerede bandemedlemmer vokset betydeligt.

Det fremgår af tal, som senioranklager Lasse Biehl tirsdag fremlægger i Østre Landsret. 106 er det seneste antal medlemmer af LTF, som Rigspolitiet har registreret.

Omkring årsskiftet var det antal helt nede på 79. Banden så ud til at have nået et lavpunkt i tilslutning, da Københavns Byret i januar afsagde dom og bestemte, at banden skulle opløses i medfør af grundlovens paragraf 78.

Det er i den forbindelse, at Lasse Biehl fremlægger tallene i landsretten. For banden har anket byrettens dom og forlanger retten til at eksistere tilbage.

Banden blev forbudt ved et midlertidigt forbud den 4. september 2018. Det blev nedlagt af Københavns Politi med velsignelse fra Rigsadvokaten og justitsministeren.

Forbuddet kom i kølvandet på et forløb, hvor tidligere rigsadvokat Ole Hasselgaard fra den ene dag til den anden forlod sin stilling og gav plads til Jan Reckendorff.

Grunden er fortsat ukendt, men der har været spekuleret i, at Hasselgaard følte, at der var et politisk pres for, at Rigsadvokaten skulle anbefale en opløsningssag.

Rigsadvokaten har tidligere vurderet, at det ikke ville føre nogen vegne at føre sag mod rockergrupperne Hells Angels og Bandidos. Men få måneder efter Reckendorffs ankomst i rigsadvokaturen kom der en indstilling om at indlede en opløsningssag. Og den blev tiltrådt af daværende justitsminister Søren Pape Poulsen.

Hele det forløb skete efter en opblussen i bandekonflikten i 2017. På det tidspunkt havde Rigspolitiet registreret ikke færre end 243 personer i LTF. De var fordelt på ni afdelinger i Danmark, og derudover to afdelinger i Malmø og Helsingborg, fremgår det af tallene, som Lasse Biehl gennemgår tirsdag.

Af anklagemyndighedens materiale fremgår det desuden, at der er kommet nye afdelinger på Københavns Vestegn, nemlig i Rødovre og i Avedøre.

Fakta

Hvem er Loyal To Familia?

Rigsadvokaten vil forsøge at få banden Loyal to Familia forbudt ved dom, oplyser justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Det er første gang, myndighederne går til domstolen for at få en forening opløst ved dom.

Her kan du læse mere om banden:

  • Loyal to Familia (LTF) blev stiftet i 2012 i København som en udløber af den tidligere Blågårds Plads-banden.
  • Loyal To Familia spillede sidste sommer en stor rolle i bandekonflikten i København, der resulterede i adskillige skudepisoder forskellige steder i hovedstadsområdet.
  • Banden består primært af indvandrere, men også af etniske danskere. Den har afdelinger flere steder i landet.
  • Gruppen lå ifølge politiet sidste sommer i konflikt med flere grupperinger fra blandt andet Mjølnerparken og Nordvestkvarteret.
  • Sidste år forsøgte LTF ligeledes at få fodfæste i Aarhus. Det afstedkom, at politiet indførte visitationszone i byens vestlige udkant.
  • Adskillige LTF-medlemmer afsoner i disse år fængselsstraffe eller sidder varetægtsfængslet for personfarlig kriminalitet.

Kilder: Ritzau, politiet og Fængselsforbundet.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet om en gruppering kaldet “Holdet”, som for nylig er blevet en del af LTF, selv om banden er blevet forbudt. Også denne gruppe fremgår af Lasse Biehls oversigt.

Ud over de nævnte afdelinger består LTF i øjeblikket af en afdeling i Fredericia, en Nørrebro/Amager-afdeling og afdelingen National Nomads, som er en slags bestyrelse for banden.

Lederen af LTF, Shuaib Khan, der kaldes “Shebi” eller “El Presidente”, er i øjeblikket udvist af Danmark med et indrejseforbud på 12 år efter en dom for trusler mod en politimand.

Foreninger svære at opløse

Kun tre gange er en forening i Danmark blevet opløst ved dom, efter at borgerne med Junigrundloven af 1849 fik “Ret til uden forudgaaende Tilladelse at indgaa Foreninger i ethvert lovligt Øiemed”, som det hed dengang.

Første gang var i 1873, hvor Den Internationale Arbejderforening – forløberen til Socialdemokratiet – blev forbudt. Dommen kom i kølvandet af Slaget på Fælleden, hvor arbejdere og ordensmagten var i kamp.

Næste gang var i 1924, hvor foreningen Nekkab blev opløst. Foreningen ses ofte beskrevet som en “selskabelig forening”. Den holdt til på Dyrehavsbakken nord for København. “Nekkab” er “Bakken” skrevet baglæns.

Retten slog fast, at foreningens formål var at være et mødeforum for bøsser. Det var ulovligt dengang, så den blev opløst.

Og der skulle gå næsten hundrede år, før det skete igen i januar 2020, hvor det altså var Loyal To Familia, som blev forbudt.

Historisk dom

Dommen fra januar var historisk af endnu en grund. For ikke alene blev LTF opløst, fordi dens formål er ulovligt. Den blev også opløst efter en bestemmelse om, at det er en forening, som virker ved vold eller lignende.

Den bestemmelse blev indført i grundloven af 1953 i kølvandet på Anden Verdenskrig og var oprindeligt tænkt som et værn mod grupper, der kunne minde om de nazistiske militser, der prægede mellemkrigstiden.

Fakta

Grundloven åbner for forbud mod bander

Rigsadvokaten vil ifølge justitsminister Søren Pape Poulsen (K) forsøge at få opløst banden Loyal To Familia. Det betyder, at Rigsadvokaten vil anlægge sag ved en domstol for at få banden opløst ved dom.

Grundlovens paragraf 78 beskytter danskernes ret til at danne foreninger – men giver også mulighed for at opløse dem ved lov.

Få et overblik over paragraffens bestemmelser her:

* Stk. 1.

Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

* Stk. 2.

Foreninger, der virker eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

* Stk. 3.

Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.

* Stk. 4.

Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.

* Stk. 5.

Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.

Kilde: Grundloven

I byretsdommen lød det blandt andet: “Det anses for bevist, at foreningens formål var ved grov vold, herunder ved brug af skydevåben at skabe ulovlige økonomiske indtægter til medlemmerne af Loyal To Familia”.

Ankesagen er berammet til at blive behandlet over 19 retsdag frem til 5. november. Og i store træk kommer den til at minde om byretssagen. For anklagemyndigheden møder Lasse Biehl fra Københavns Politis Særlig Efterforskning Øst og Emil Folker fra Statsadvokaten i København.

Mere kompakt sag

Emil Folker fortæller til Ritzau, at sagen i landsretten bliver noget mere kompakt end i byretten. Blandt andet skal der kun føres 15 vidner. I byretten var der 59.

I modsætning til i byretten så klarer advokat Michael Juul Eriksen ærterne selv i landsretten. I byretssagen havde han støtte fra sin kollega Stefan Møller Jørgensen – bortset fra den sidste retsdag, hvor Jørgensen måtte melde forfald på grund af en sportsskade.

Ankesagen i Østre Landsret bliver formentlig blot endnu et kapitel i sagen, som næppe finder sin afslutning i Bredgade. Allerede efter byretsdommen forudsagde Michael Juul Eriksen nemlig, at sagen vil ende i Højesteret.

– Det tænker jeg, at den tabende part i landsretten vil forsøge på, sagde han efter byretsdommen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu