ANNONCE

Luksusfælden-par ramt af coronakrisen

31. marts 2020 21:01 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Trods optimisme og økonomisk mådehold har coronakrisen ramt Cecilia og Peter, der tirsdag medvirkede i Luksusfælden.

Luksusfælden-par ramt af coronakrisen
Peter og Cecilia er som mange andre også ramt af coronakrisen, men de er optimistiske og tror på, det hele skal lykkes. Foto: TV3

Som det kom frem i aftenens afsnit af Luksusfælden var det planen, at Peter og Cecilias datter Luna skulle starte i vuggestue 1. april 2020. Dagen efter, afsnittet blev sendt i fjernsynet. Det lod sig blandt andet gøre, fordi 31-årige Peter gav sig og solgte sin bil.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Nu er der dog et andet og noget mere uventet problem, der er kommet i vejen for den plan, fortæller Cecilia til Newsbreak.dk. Datterens vuggestuestart er på grund af coronavirus-krisen blevet udskudt. Det var ellers vigtigt, at datteren kom i institution, for at 19-årige Cecilia kunne begynde på sin elevplads som tjener.

– Jeg starter til maj, så det skal nok lykkes, siger hun med stor optimisme i stemmen. Det er i sig selv imponerende, for corona-epidemien har været hård for parret, der begge gør sig i restaurationsbranchen. Peter er nemlig kok.

Han er blevet opsagt fra sit job, fortæller parret over telefonen. Det er noget af et økonomisk tilbageslag for det unge par, for som det kommer frem i programmet tager Peter blandt andet ekstravagter for at øge indtjeningen. Drømmen er en kernefamilie og et nyt sted at bo.

Er en familie

Lejligheden kommer der styr på, og det var nødvendigt. Da to blev til tre var de 36 kvadratmeter i Hvidovre simpelthen for lidt, og det er nu blevet skiftet til fordel for en fireværelseslejlighed i nærliggende Brøndby.

– Den er vi flyttet ind i, den er dog lidt over det budget, vi fik lagt, og det er dejligt med noget mere plads, og det er også okay, at det ikke er Hvidovre, siger Cecilia. Både hun og Peter kunne godt se de økonomiske fordele i at forlade deres elskede bydel. Budgetoverskridelsen bliver hentet ind andetsteds.

Mange af parrets penge forsvandt til småtterier, og især Peter kæmpede en brav kamp for at vænne sig af med de mange impulskøb, der samlet set blev til en mad- og diversepost på over 5000 kroner hver. Streamingtjenester, Playstation og lignende er skiftet ud med anden underholdning.

– Nu bruger vi i stedet tiden på at være en familie. Vi tager på legepladser og hygger os med vores datter, fortæller Cecilia til Newsbreak.dk, mens datteren Luna pludrer veltilfreds i baggrunden.

Gode udsigter

Helt generelt vokser parret meget hurtigt med opgaven fra start til slut i selve udsendelsen, og det er en udvikling, der er fortsat, siger Cecilia i dag. Både hun og Peter er virkelig glade for at have deltaget i programmet.

– Vi var alle følelser i gennem, og det var sundt for os. Det går rigtig godt med vores forhold, og vi er gode til at holde vores budget, og vi taler meget mere sammen og hjælpes ad med Luna, siger hun. Generelt er der masser optimisme at spore hos det unge par – også coronakonsekvenserne til trods.

Som det er nu er der heldigvis også udsigt til, at Peter bliver genansat som kok, når restaurationsbranchen begynder at kunne åbne op igen. Derfor betragter parret den igangværende situation, som en de bare skal kæmpe sig i gennem. Det kunne være en hurtig løsning som et kviklån, Peter har været særdeles forfalden til, kunne løse de økonomiske problemer.

Den luksusfælde er han dog ikke faldet i. Slet ikke, lyder det.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu