Ny prognose: Sådan bliver vintervejret

21. november 2019 09:45 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

December-måned tegner sig ikke ligefrem hvid, men mere grå, våd og blæsende. Sådan ser det meste af vinteren faktisk ud.

Snart venter julemåneden og er du én af de mange, der hvert år krydser arme og ben for, at det bliver hvid jul, kan du allerede nu droppe det.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, kræver det nærmest et vejr-mirakel.

Artiklen fortsætter efter videoen

Til gengæld kan det ventes, at den søde juletid bliver et par grader varmere, end hvad der er normalt for årstiden.

Muligvis sol på vej

I den kommende uge inden vi for alvor træder ind i december måned bliver det grå vejr måske byttet ud med solskin.

Efter fronter med regn og blæst, ser det ud til, at der er chance for at se solen kigge frem. Chancen er størst sidst på ugen.

Forinden har vinden også været på spil, og det forventes, at der i midten af ugen er vind af kulingstyrke. Det er i sær i den vestlige og nordlige del af Jylland.

Dog holder temperaturerne sig et godt stykke over frysepunktet med op til 10 grader om dagen, mens det kun bliver ned til to grader om natten.

Regn, dis og gråvejr

I starten af december vender regnvejret tilbage. Det forventes, at vejret bliver mildt men også gråt og diset.

Det kan ikke udelukkes, at hvis vinden vender mod det nordvestlige hjørne, som er mere køligt, kan der komme slud- og haglbyger.

Det kan også i denne tid begynde at tage længere tid at få startet bilen om morgenen, fordi ruderne skal skrabes fri for is.

Med mindre der sker store ændringer i vejrets strømningsmønster, så er det meget det type vejr, danskerne kan forvente sig i december. Og det tyder ikke på, at der er de store ændringer på vej.

Lokal hvid jul kan ske

Hvis der den 24. december skal ligge minimum en halv centimeter sne i 90 procent af Danmark, så skal et kuldefrembrud med sne ramme landet. Og det sker med stor sandsynlighed ikke.

Dog kan der komme lokal hvid jul.

Det er mest gældende, hvis kulde og snebyger trænger ned over landet fra nordøstlige retninger, så kan der falde sne primært over de nord- og østvendte kyster.

Men skal man tro på prognoserne, er det altså mere nedbør i form af regn, der dominerer december.

Det er nogenlunde samme vejr i Januar. Dog er chancerne større for sne og slud i bygeform, som ikke ventes at blive liggende, da vinden skifter over i det sydvestlige hjørne.

En mild februar

Selv om februar notorisk er kendt for at være den koldeste vintermåned, tyder strømningsmønstret i vejret ikke på, at februar 2020 bliver med bidende frost.

DMI pointerer usikkerheden i prognosen, men det ser ud som om temperaturerne lægger sig omkring eller en lille smule over normalen for måneden.

Hvis vintervejret melder sin ankomst, ventes det kun at bide sig ordentlig fast over kortere tid, for derefter at forsvinde igen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu