ANNONCE

Lykkelig Mads Langer er klar

21. marts 2021 20:50 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Aflyste koncerter har betydet kvalitetstid med hustruen Julie, fortalte sangstjernen i fredagens "Go' Nova"

Lykkelig Mads Langer er klar
- Jeg har været skruk, siden jeg var 20 år gammel, fortalte Mads Langer i fredagens "Go' Nova". (Arkivfoto) - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Snart skal musikeren Mads Langer skifte hits som “Elephant” og “Flawless” ud med vuggeviser og godnatsange.

Til sommer bliver han og hustruen Julie Lillelund nemlig forældre for første gang, når parrets lille pige efter planen kommer til verden.

Og nedtællingen er i den grad begyndt, fortalte Mads Langer fredag i Novas morgenshow, “Go’ Nova”.

Bleerne står allerede linet op på puslebordet, og så har han for ganske nylig holdt bedstevennen Christophers lille datter, Noelle, som kom til verden den 20. februar.

– At holde et spædbarn er jo noget af det vildeste! Det er sjovt, fordi det er, som om et spædbarn er helt nyt, men også, som om at der er en gammel sjæl, der er flyttet ind. Så det er noget helt særligt, lød det fra Mads Langer i programmet.

Han gæstede “Go’ Nova” for at spille sin nye single, “Hanging With You”.

Forpurret af corona

Normalt ville Mads Langer turnere land og rige rundt, men det har coronapandemien forpurret.

Men lige her og nu gør det faktisk ikke så meget. For det har nemlig givet den vordende far muligheden for at være ved sin hustrus side under hele graviditeten og nærmest se maven vokse dag for dag.

– Jeg har virkelig kunnet være nærværende i graviditeten. Vi har haft rigtig god tid til at glæde os, og jeg har været med til at læse alle de der bøger og apps. Så jeg føler faktisk, at vi er total i sync, lød det fra Mads Langer i programmet, inden han så tilføjede:

– Jeg må sige, Julie er helt klart minister på det der. Jeg bakker 100 procent op. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, hvad vi skulle bruge. Altså jeg tror, en uge efter den der graviditetstest var positiv, så havde hun en liste med 50 punkter med ting, vi skulle have. Og vi har dem alle sammen nu.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu