ANNONCE

Lyngby henter sæsonens første sejr

3. februar 2021 20:38 | Af: Ritzau Fokus

Mens sneen dalede ned fra himlen, fik Lyngby sæsonens første sejr, da OB blev besejret 1-0.

Lyngby henter sæsonens første sejr
Lyngby kunne fejre målet, der gav en kneben sejr på 1-0 ude over OB. Foto: Claus Fisker/Scanpix

Lyngby hentede onsdag aften sæsonens første sejr i Superligaen, da OB blev besejret 1-0 på udebane.

Det afgørende mål blev scoret af Christian “Greko” Jakobsen syv minutter før tid, hvor OB var reduceret til ti spillere.

Snevejret satte sit præg på kampen, selv om banen var blevet ryddet for sne. Et utroligt glat underlag gjorde det vanskeligt at spille poleret fodbold eller skabe mange chancer.

I sidste ende havde Lyngby de bedste muligheder, og det gav også afkast i form af tre point til gæsterne.

Lyngby er nu noteret for syv point og skubber med sejren AC Horsens ned på sidstepladsen

OB er fortsat nummer ni med 16 point efter 14 spillerunder.

Efter ti minutters forsinkelse blev kampen sat i gang, og allerede her havde der lagt sig et tyndt lag sne på banen, der ikke indbød til pasningsspil langs jorden.

Det var også OB, der med en direkte spillestil med bolde i dybden havde initiativet det meste af første halvleg.

Alligevel var det Lyngby, der var tættest på at score, men angriberen Emil Nielsen kunne akkurat ikke nå frem til bolden tæt under mål.

I en begivenhedsfattig anden halvleg opstod der pludselig lidt drama, da hjemmeholdets Emmanuel Sabbi modtog sit andet gule kort efter 67 minutter og blev udvist.

Få minutter senere fik Kasper Jørgensen en kæmpe chance for at bringe Lyngby foran, men forsvarsspilleren skovlede forsøget ved siden af mål.

Afgørelsen faldt med syv minutter tilbage, hvor Christian “Greko” Jakobsen akkurat fik trillet bolden over stregen til stor jubel for hele Lyngby-bænken.

OB kunne ikke svare tilbage, selv om det i sidste minut var tæt på, og dermed kunne jublen atter bryde løs hos gæsterne.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu