Lynhurtig scoring sendte Brøndby på jagt

8. april 2019 20:55 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Brøndby og FC Nordsjælland sloges om at være med i medaljekampen.

FC Nordsjælland og Brøndby IF var mandag aften i aktion i rundens sidste Superliga-kamp i mesterskabsslutspillet. Hvor første- og andenpladsen i gruppen virker til at være mere eller mindre afgjort, er der noget mere på spil for de resterende fire hold i gruppen.

I aftenens kamp besøgte Brøndby Farum, og værterne viste sig fra den mindst gæstfri side fra kampstart. 27 sekunder var der spillet, før FC Nordsjælland var foran 1-0, på mål af Andreas Olsen.  Brøndby brugte herefter mere eller mindre en hel kamp på at udligne, og den udligning faldt, da Mikael Uhre gjorde det til 1-1 i kampens døende minutter. Det blev også kampens resultat.

Ritzau-referat af kampen:

Et overtidsmål af Mikael Uhre sørgede mandag aften for, at Brøndby fik et enkelt point med hjem fra udekampen mod FC Nordsjælland i Superligaens mesterskabsspil.

Angriberen sendte bolden i nettet til 1-1, efter at den unge FCN-keeper Peter Vindahl måtte se bolden trille mellem sine ben.

FCN scorede ellers efter bare 27 sekunder, og det så længe ud til, at 1-0 også skulle blive kampens resultat, men sådan gik det ikke.

De to hold tog dermed et point hver, og det betyder, at Brøndby holder sin fjerdeplads, mens FCN fortsat er på sjettepladsen i mesterskabsspillet.

Værterne var bedst

Selv om Brøndby løftede sit spil, efterhånden som kampen skred frem, var det de unge FCN’ere, der var bedst.

Særligt i første halvleg blev Brøndbys vaklende defensiv flere gange udstillet.

Det kom særligt til udtryk i duellen mellem Andreas Skov Olsen og Anthony Jung, hvor førstnævnte var klart overlegen. Netop den duel førte til den tidlige kasse.

Første halvleg fik således et brag af en start, da FCN satte gang i et kontraangreb, som endte hos Skov Olsen.

Han satte let Jung af og sparkede bolden i nettet med sit drønfarlige venstreben efter bare 27 sekunder.

Den tidlige scoring var et fint billede på første halvleg. FCN var klart bedst og skabte flere fine chancer til blandt andre Mathias Rasmussen, Abdul Mumin og Victor Nelsson.

Gæsterne havde det svært

Brøndby havde voldsomt svært ved at skabe noget som helst offensivt, og de blågules bedste forsøg var et langskud fra Simon Hedlund.

I anden halvleg blev svenske Simon Tibbling sat på banen for Brøndby, og han gjorde hurtigt en forskel.

Brøndby kom bedre med, og Tibbling havde et par fine muligheder, mens Kamil Wilczek kort før tid var lige ved at udligne på hovedstød.

Det udlignende mål kom dog først i overtiden, da Tibbling spillede bolden mellem benene på FCN-keeper Peter Vindahl, hvorefter Mikael Uhre skubbede bolden i et tomt mål og sikrede 1-1 til Brøndby.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu