ANNONCE

Lyntest afslører 1000 smittede i Danmark

19. december 2020 09:11 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Udbyder af lyntest oplever ved nogle testcentre, at der slet ikke er kø. Fredag fandt lyntest 1011 smittede.

Lyntest afslører 1000 smittede i Danmark
Lyntesten udføres i næsen og giver svar på et kvarter. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Der blev fredag foretaget 41.069 lyntest, som fandt 1011 smittede.

Det svarer til, at der blev fundet virus hos 2,46 procent af de testede.

Det viser tal fra Falck, SOS International, Copenhagen Medical og Carelink, der har fået til opgave at stå for lyntest på statens regning.

De fire private udbydere har indgået aftaler med regeringen og de fem regioner om, at de samlet skal teste 100.000 personer i døgnet.

Jørgen Mieritz, der er ambulancedirektør hos Falck, oplyser, at selskabet havde flere testcentre uden kø fredag.

– Folk skal nok lige opdage, hvor centrene er, siger han.

Fakta

Danmarks coronatests

Det er i Danmark muligt at få tre forskellige slags coronatest, der enten kan vise, om man har coronavirus eller har haft virusset i kroppen.

Bliv klogere på de tre typer test her:

* PCR-test:

Denne coronatest er den anbefalede af de danske sundhedsmyndigheder. PCR-test bliver benyttet i det offentlige testsystem og anses som sikker. Den viser, om den testede er smittet her og nu. Den foretages ved podning i halsen.

En PCR-test tager op mod tre timer, men i det offentlig testsystem får man normalt først svar en til to dage, efter at testen er blevet foretaget.

Flere private virksomheder tilbyder også PCR-test mod betaling.

* Antigentest:

Den såkaldte lyntest giver svar på, om man er smittet med coronavirus efter 15-30 minutter. Den foretages ved podning i næsen. En faglig ekspertgruppe har slået fast, at antigentest kun skal ses som et supplement til PCR-test.

Det skyldes, at antigentest kun giver det korrekte svar i omkring 50 procent af tilfældene ifølge ekspertgruppen.

Derfor fraråder sundhedsmyndighederne, at antigentest benyttes, hvis man har symptomer eller har været i kontakt med en smittet.

Flere private virksomheder tilbyder antigentest mod betaling.

* Antistoftest:

En antistoftest viser, om kroppen har antistoffer over for coronavirus. Den kan dermed fortælle, om personen har været smittet. Den foretages ved blodprøve.

Man ved dog ikke med sikkerhed, hvor længe man kan måle antistoffer, og hvor længe man er immun over for at blive smittet igen.

Det danske sundhedsvæsen tester kun for antistoffer i forbindelse med forskning og myndighedernes overvågning.

Testen tager ti minutter og kan købes på apoteker og hos private virksomheder, men kvaliteten svinger.

Kilder: Ritzau, Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu