ANNONCE

Lyst til mad udefra? Sådan undgår du smitte

15. marts 2020 08:35 | Af: Newsbreak.dk

Restauranter i hele landet er begyndt at lancere take-away menuer for at kunne holde åbent under corona-epidemien.

Restauranter er begyndt at afvige fra deres traditionelle spisekort og i stedet lancerer de en mere prisvenlig take-away menu. På den måde kan gæsterne selv hente maden og nyde den derhjemme uden risiko for corona-smitte.

Det skriver Fagbladet 3F.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Det er den københavnske restaurant Italo Disco et eksempel på.

– Vi har mærket et betydeligt fald i antallet af gæster og bookinger på grund af corona, og derfor er vi begyndt at sende mad ud af huset. Ellers kunne vi risikere at brænde inde med en masse råvarer, siger Levent B. Engin, der er ejer og køkkenchef på Italo Disco.

Levent B. Engin fortæller, at de fredag solgte mellem 15 og 20 kuverter take-away pastaretter til en stykpris på 125 kroner. Det er langt fra, hvad restauranten plejer at tjene ind på en aftenservering, men det er stadig et lille plaster på såret.

– Det er selvfølgelig rart at se, at folk er glade for initiativet og bakker op om os som restaurant. Men 15-20 kuverter er stadig ikke de helt store penge. Det gør måske, at tjeneren i restauranten kan få løn. Så jeg ved ikke, hvor lang tid vi kan blive ved. Det må tiden vise, siger han.

I galleriet ovenfor kan du se Fødevarestyrelsens gode råd til, hvordan du undgår corona-smitte fra fødevarer.

Holder stadig åbent

Levent B. Engin holder fortsat restauranten åben for servering. Dog med færre gæster og større afstand mellem bordene for at minimere smitterisikoen.

– Målet er at holde restauranten i gang så lang tid, som vi kan, siger han.

Også københavnske spisesteder som Kaptajn Restaurant og Slurp Ramen har på sociale medier reklameret for nye metoder, der skal holde restauranterne i gang.

Kaptajn Restaurant skriver blandt andet på instagram, at de den seneste tid har været nødt til at “gå i tænkeboksen”, og at de derfor nu gør det muligt for deres gæster, at købe ugens hverdagsret med hjem. Desuden er det også muligt for kunderne at købe vin to-go til en billigere pris.

– Det er vores største ønske, at vi ikke går i stå – hverken som restaurant, men heller ikke som samfund, skriver restauranten i opslaget.

Imens har Slurp Ramen lanceret deres egen ramen starter-kit. Så i stedet for at slubre den japanske suppe i sig på restauranten, kan gæsterne nu købe de nødvendige ingredienser som fond, toppings og nudler, så de kan lave deres egen ramen derhjemme.

Satser på take-away

Det er dog ikke kun i København, at restauranter og caféer satser på take-away under corona-epidemien. Hos Café Aas i Holstebro har man også valgt at give løsningen et skud.

– Selvom der er karantæne, vil vi gerne have en fastholde-kontakt med vores kunder. Og det kan vi gennem vores take-away-menu, fortæller ejeren Jette Aas.

Hun mener, at der er stor interesse for initiativet blandt de faste kunder.

– Vi har sendt en del tapas-tallerkner og sandwich ud af huset, og folk virker meget glade for, at vi ikke lukker helt ned, siger hun.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu