ANNONCE

Målfest i Farum

31. oktober 2020 17:52 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

FC Nordsjælland hentede hjemmesejr på 4-1 over FC Midtjylland

FC Nordsjælland var ganske overlegne, da tigerne her til eftermiddag besejrede FC Midtjylland med 4–1.

På kunstgræsset i Farum bragte Abu Francis hjemmeholdet i spidsen efter 11 minutter, efter at Anders Dreyer havde foræret bolden til nordsjællændernes Magnus Kofod Andersen.

Dreyer tog dog revanche senere i første halvleg, da han driblede forbi Ulrik Jenssen og udplacerede Peter Vindahl Jensen.

Ikke desto mindre lykkedes det for værterne at generobre føringen inden pausen via Francis´ andet mål. Ghaneseren tog chancen fra distancen og sendte på fornem vis bolden helt op i målhjørnet.

Fortsatte dominans

Efter pausen fortsat hjemmeholdet med at dominere, og det gav gevinst efter 52 minutter, da Martin Frese gjorde Francis kunsten efter fra kanten af feltet.

Derfra bølgede kampen frem og tilbage, men med 20 minutter igen afgjorde Kamaldeen Sulemana tingene med sit mål til 4-1. Teenageren snød midtjydernes offsidefælde og sparkede bolden forbi Mikkel Andersen.

Det havde de danske mestre intet svar på, hvorfor FCN for første gang i 15 indbyrdes kampe lykkedes med at besejre FCM.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu