Madeleine-mistænkt gravede lig ned i Danmark

20. maj 2019 16:30 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En tysk mand gravede i 1995 et drengelig ned i Danmark.

En mistænkt i den højt profilerede Madeleine Mccann-sag gravede i 1995 liget af en otte-årig dreng ned i Danmark.

9. maj kunne Newsbreak.dk berette, at der var nye spor i den sag, der siden 2007, hvor den tre-årige Madeleine McCann forsvandt fra en feriebolig i Portugal, har været på det meste af verdens læber.

Det nye spor pegede i retning af en tysk sexmorder, der sidder i fængsel – dømt for at have bortført og myrdet tre drenge.

Nu har B.T. lavet koblingen mellem den mistænkte, Martin Ney, og sagen fra 1995. En sag, som avisen forøvrigt selv omtalte i 2012.

Den tyske dreng blev bortført fra en teltlejr cirka 50 kilometer syd for grænsen.

Hans lig blev fundet to uger senere i en plantage mellem Holstebro og Skive. Ifølge B.T. havde den nu dømte tysker lejet et sommerhus i Vestjylland, hvor drengen blev misbrugt – inden han blev kvalt og gravet ned.

Der gik 16 år, inden Martin Ney blev anholdt og stillet for en domstol. Her blev han altså dømt for tre drab på drenge. Desuden blev han også dømt for en lang række andre overgreb på børn.

Derudover skal han – over for en medindsat – have indrømmet mordet på en 10-årig fransk dreng. Det er han dog aldrig blevet dømt for.

Martin Ney blev kendt som ‘Maskemanden’ og ifølge The Sun fandt han sine ofre ved Algarve og Portugal i 1990’erne. Og altså også i Nordtyskland.

Ifølge beskeder skrevet i chatroom forklædte han sig i camouflagetøj og gemte sig ved legepladser. Han sprang ud fra buskene ‘hvis en smuk dreng kom forbi’, skriver The Sun.

Passer på profilen

McCann-familien talsmand siger, at det sagtens kan være den rigtige, som politiet er på sporet af.

– Han passer på profilen, han er en kendt pædofil og han er udlænding, siger Clarence Mitchell.

Den mistænkte, der sidder i et tysk fængsel, er tidligere blevet afhørt om Madeleines forsvinden.

Uvisheden er det værste

Ifølge talsmanden har Madeleines forældre ingen kommentarer til de nye spor.

– Det er kun til politiet, hvis de vælger at sige noget. Familien afventer enhver udvikling og er taknemmelig for alt, hvad det britiske politi gør, siger Clarence Mitchell.

Moderen Kate har tidligere udtalt, at hun har et ønske om at vide, om datteren er død eller i live.

– Uvisheden er det værste, sagde hun i et interview i 2014.

Kendte som David Beckham og Cristiano Ronaldo har endda opfordret eventuelle gerningsmænd om at give Madeleine McCann tilbage til familien.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu