Mand stukket i ansigtet: To personer anholdt

21. oktober 2017 07:59 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

To mænd på 27 år er anholdt i forbindelse med et knivoverfald på en 34-årig mand i Odense natten til lørdag.

Video: Local Eyes

En mand på 34 år er indlagt på hospitalet med to knivstik i henholdsvis ansigtet og venstre side af kroppen.

Det sker, efter at han natten til lørdag blev overfaldet foran café Viggos i Vindegade i Odense.

Se flere videoer hos Local Eyes

Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Anders Furbo Therkelsen, der beskriver hændelsen som “noget klammeri i nattelivet, der udvikler sig”.

Tidligt lørdag morgen er den 34-årige, der kommer fra den østlige del af Fyn, uden for livsfare.

To mænd på 27 år fra lokalområdet er anholdt i sagen.

– Vi har en patrulje, der er fremme, næsten samtidig med at det sker, så de to mænd bliver anholdt på stedet. Den ene er mistænkt for at være hovedgerningsmanden, men vi anholder dem begge, da de er i følgeskab med hinanden, siger vagtchefen.

– Ham, som vi mener er hovedgerningsmanden, bliver formentlig fremstillet i grundlovsforhør senere i dag (lørdag, red.). Umiddelbart har vi oprettet sagen som forsøg på manddrab, tilføjer han.

Politiet afviser, at hændelsen er banderelateret og mener heller ikke, at de tre mænd kendte hinanden i forvejen.

Fyns Politi modtog anmeldelsen om overfaldet klokken 02.02.

Vagtchefen ved Fyns Politi oplyser til Newsbreak.dk, at der senere lørdag morgen vil komme en pressemeddelelse med yderligere oplysninger om sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu