ANNONCE

Magtdeling i Venstre: Her er resultatet

5. august 2019 17:08 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Efter pludselig afstemning er der nu fordelt vigtige poster.

Magtdeling i Venstre: Her er resultatet
Lars Løkke Rasmussen ankommer til Venstres gruppemøde på Christiansborg mandag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Venstres folketingsgruppe har valgt næstformand Kristian Jensen (V) til gruppeformand og Jakob Ellemann-Jensen (V) til politisk ordfører, oplyser formand Lars Løkke Rasmussen (V) efter et møde mandag. Det sker efter spekulation om Lars Løkke Rasmussens fremtid.

– Det er vigtigt, at Kristian Jensen bliver vores gruppeformand. Det har han været før, og det har han gjort godt. Derfor er jeg glad for, at Kristian vil gøre det igen, siger Løkke.

Besættelsen af posterne kan ses som en indikator på, hvem der engang i fremtiden skal være formand for partiet, hvor det i en årrække har været kutyme, at næstformanden tog over, når formanden gik af. Men det er ikke så sikkert længere ifølge iagttagere.

Flere navne har været nævnt som fremtidens formand for partiet, og i øjeblikket er det Kristian Jensen og Jakob Ellemann-Jensen, der nævnes.

Nøglerne tilbage

Fredag aften sagde den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, at han havde en ambition om at tage nøglerne til Statsministeriet tilbage.

Det blev tolket som et signal om, at han vil fortsætte som formand trods spekulationer om, at han ville træde tilbage, hvis blå blok tabte magten ved folketingsvalget 5. juni i år.

Det gjorde blokken, men Venstre gik til gengæld markant frem ved både europaparlamentsvalget og folketingsvalget. Kristian Jensen gik samtidig tilbage målt på antallet af personlige stemmetal, og diskussionen om arvtageren blussede op på ny.

Vælgerne i samme valgkreds gav et flot valg til Inger Støjberg (V), der også tidligere har været nævnt som en mulig formand, men hun indgår ikke i ledelsen, som faldt på plads mandag.

– Jeg tror, det bliver godt, siger en ordknap Inger Støjberg.

Sophie Løhde (V) fik posten som gruppenæstformand og indgår dermed i ledelsen. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skete det i forbindelse med et direkte kampvalg mod netop Inger Støjberg.

Løkke understreger mandag, at han er formand for partiet.

– Jeg er formand for Venstre, og det bliver jeg ved med at være. Der er ikke nogen, der udfordrer mit lederskab eller har valgt at stille op i mod mig, siger Lars Løkke Rasmussen.

Gnidninger

Der har tidligere været gnidninger i Venstre-toppen, ikke mindst under formandsopgøret i sommeren 2014, hvor Lars Løkke blev udfordret af næstformand Kristian Jensen. Det endte med, at de delte formandskabet mellem sig.

Under valgkampen i år udgav Lars Løkke pludselig en samtalebog, hvor han såede tvivl om Kristian Jensens ledelsesevner.

Næstformanden har ellers tidligere være udset som naturlig arvtager, men det billede står ikke længere så klart.

Karen Ellemann og Britt Bager har siden begyndelsen af sidste år siddet på pladserne. Karen Ellemann stopper som gruppeformand og bliver første næstformand i Folketinget.

Jakob Ellemann-Jensen har før været politisk ordfører, men stoppede da han blev udnævnt som miljø- og fødevareminister.

De øvrige ordførerposter i Venstre ventes først fordelt på partiets sommergruppemøde, der finder sted torsdag til lørdag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu