ANNONCE

-Jeg gjorde intet forkert

28. august 2020 05:40 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Harry Maguire hævder, at han blev slået på benene af politibetjente, der fortalte ham, at karrieren var forbi.

Den engelske landsholdsspiller Harry Maguire havnede i sidste uge i en uheldig sag på den græske ø Mykonos.

Manchester United-spilleren fortæller til BBC, at han frygtede for sit liv, da han pludselig befandt sig i et klammeri med græske politibetjente.

Efterfølgende blev han idømt 21 måneder og 10 dages fængsel for overfald, legemsbeskadigelse, verbale angreb og forsøg på bestikkelse.

Maguire var rystet over dommen, da han ikke mener, at han har gjort noget forkert.

– Det var forfærdeligt.

– Jeg kunne ikke tro det, siger Maguire om dommen i interviewet, hvor han undervejs bryder sammen.

Dommen er efterfølgende blevet appelleret, og landsholdsspilleren forventer et andet udfald, når sagen skal behandles igen.

Vil ikke undskylde

Ifølge fodboldspilleren befandt han sig med et selskab i en minibus, da civilklædte politibetjente dirigerede dem ind til vejkanten. Betjentene tilkendegav ifølge Maguire ikke, hvem de var.

Manchester United-spilleren forklarer, at han efterfølgende blev hevet ud af bussen og blev slået på benene, mens betjentene fortalte ham, at hans fodboldkarriere var forbi.

Maguire fortæller, at han iført håndjern forsøgte at flygte, da han fortsat ikke vidste, hvem mændene var.

Fodboldspilleren afviser samtidig, at han selv skulle have slået på nogen. Også anklagen om bestikkelse afviser han.

– Jeg føler ikke, at jeg skylder nogen en undskyldning.

– Man giver kun en undskyldning, hvis man har gjort noget forkert, siger han.

Gik i panik

Harry Maguire ærgrer sig samtidig over al den negative omtale, som sagen har forårsaget for hans arbejdsgiver, Manchester United.

– Jeg ønsker ikke, at dette sker for nogen.

– Det er klart, at det har bragt en af verdens største klubber i en besværlig situation, så jeg beklager, at jeg må trække fansene og klubben gennem det her. Men jeg har ikke gjort noget forkert, siger han.

Harry Maguire fortæller, at han var i så stor panik, at det først bagefter gik op for ham, hvor ilde tilredt han var.

– De slog mig mange gange på benene. Men det var ikke det, jeg havde i hovedet. Jeg var ramt af panik. Skræmt. Bange for at miste livet, siger fodboldstjernen.

Han slår samtidig fast, at samvittigheden er ren.

– Jeg ved, hvad der skete den nat. Jeg kender sandheden.

– Når jeg taler om det, så bliver jeg helt kørt op, fordi jeg bliver vred indvendig. Men jeg skal nok komme videre. Jeg er mentalt stærk, siger Maguire.

Fakta

Danmark og Manchester United

Sådan er det tidligere gået for Manchester United i europæiske kampe mod danske hold:

* 10. august 2020: Manchester United – FC København 1-0 (kvartfinale i Europa League).

* 25. februar 2016: Manchester United – FC Midtjylland 5-1 (16.-delsfinale i Europa League).

* 18. februar 2016: FC Midtjylland – Manchester United 2-1 (16.-delsfinale i Europa League).

* 10. december 2008: Manchester United – AaB 2-2 (CL-gruppespil).

* 30. september 2008: AaB – Manchester United 0-3 (CL-gruppespil).

* 1. november 2006: FC København – Manchester United 1-0 (CL-gruppespil).

* 17. oktober 2006: Manchester United – FC København 3-0 (CL-gruppespil).

* 4. november 1998: Manchester United – Brøndby 5-0 (CL-gruppespil).

* 21. oktober 1998: Brøndby – Manchester United 2-6 (CL-gruppespil).

Kilde: superstats.dk/Ritzau

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu