ANNONCE

Mai-Britt bidt af en hund under løbetur

28. april 2021 20:29 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

En ellers hyggelig løbetur blev på et et splitsekund ændret

Mai-Britt Olkjær blev søndag bidt, da hun under en løbetur passerede to kvinder – og to hunde.

Søndag klokken 12.45 er Mai-Britt Olkjær trukket i løbetøjet. Hun er ved Amager Strandpark og vælger at tage en tur i området.

På asfaltstien mellem Amager Strandvej og volleybanerne skal hun passere to ældre kvinder – og to hunde.

Stien er cirka bred som en vejbane, men de to kvinder går med hundene på deres ydersider – og fylder på den måde hele stien.

– Så jeg vælger at løbe op på græsset for at komme forbi dem, siger Mai-Britt Olkjær til Newsbreak.dk.

Hun passerer kvinderne på græsset med cirka halvanden meter og trækker lidt længere henne ad stien ind foran firkløveret igen.

Og mærker en smerte i læggen.

– I chok råber jeg ‘av for fanden’, siger Mai-Britt Olkjær, der dog – i første omgang – lunter videre.

Kort efter stopper hun, bander igen – og her går det op for hende, hvad der er sket.

– Jeg er blevet bidt, siger hun.

‘Ikke med i samme scene’

Mai-Britt Olkjær antager, at hunden har været i en såkaldt flex-line – og på den måde har kunnet springe frem uden at blive stoppet.

Mai-Britt Olkjær vender sig og kigger på hundeejerne, der ikke reagerer.

– De virker ikke, som om vi er en del af samme scene, som hun udtrykker det, men er dog ikke i tvivl:

– Hun må have mærket, den rykkede i snoren, men de fortsætter som om intet er hændt.

Mai-Britt Olkjær vælger derfor at lægge sin historie op i Facebook-gruppen Amager, hvor Newsbreak.dk bliver opmærksom på den.

Ikke for at skose hundeejere i det hele taget, men for at sætte fokus på et problem – og på den måde skabe plads til alle på stierne.

– Jeg er selv hundemenneske, siger Mai-Britt Olkjær, der med sin egen hund har undervist på skoler omkring hunde og børn.

– Så jeg har OK styr på det, siger den 41-årige pædagog.

Håber på genkendelse

Nu håber hun, at de to kvinder ser opslaget og bliver opmærksom på, hvad der skete søndag på Amager Strandvej – og fremover vil gå med hundene på samme side.

Og hun er ikke i tvivl: Næste gang, Mai-Britt Olkjær kommer i en lignende situation, vil hun gøre opmærksom på sig selv ved at anråbe hundejeren.

– Det er jo ikke hundens skyld, siger Mai-Britt Olkjær.

Mai-Britts opslag har i skrivende stund affødt mere end 300 kommentarer. Hvor der i flere ikke bliver lagt fingre imellem.

– Nærmest som en krig, siger Mai-Britt Olkjær.

Fakta

Facebook-kommentarer

– Kræet skal egentlig bare aflives. Små børn løber også rundt når de leger og så var sådan et bid måske i ansigtet eller halsen.

– omg så hunde ska lige pludselig bare ha lov til at bide en løber som oveni købet løber udenom dem er i blevet vanvittige eller kommer i fra månen INGEN HUNDE MÅ BIDE MENNESKER.

– Synd du har fået et lille bidemærke. Men har du helt ærligt ikke selv en del af skylden for det skete? – jeg læser det som du er løbet alt for tæt på hundelufterne. – de SKAL altså også have lov, at være her.

– Løb et andet sted og lad være med at skræmme dyrene.

– Hvor mange andre forholdsregler kan man tage udover dem, hun allerede har taget? Skal hun gå i snegletempo i 20 meter før og efter hver eneste hund, som hun passerer på sin løberute?

– Ærlig talt, hvis du virkelig kender hundes adfærd, så kommer du ikke løbende og slet ikke bagfra. Hunden er jo blevet forskrækket, og så er hundens adfærd normal. Du skulle have stoppet dit løb og passeret i gang!

– Biddets størrelse har jo heller ikke noget med sagen at gøre, det er det faktum at hun blev bidt der er vigtigt.

– Jeg løber også ret tit. Og har også den i mine tanker, men jeg ved at hvis jeg bliver bidt af en hund så er jeg helt sikker på at jeg slår og sparker den til den ligger helt stille.

– Så det skal gå ud over hunden, at ejeren er et fjols? Føj for et lorte menneske du er (som svar til ovenstående).

– Træls oplevelse 😕 Alt for mange, har ikke styr på deres hunde. Tænk, de ikke sagde undskyld og sikrede sig du var ok.

Mai-Britt Olkjær har ikke fået mén af hundebiddet.

– Det lille bid kommer jeg over. Men det kunne jo have været et barn, siger hun, og sætter et punktum med:

– Det gjorde sgu ondt alligevel.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu