Mand anholdt efter to mystiske hændelser

21. oktober 2019 11:54 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Sagen startede søndag aften.

Søndag aften klokken 20.55 trådte en person ind i en restaurant på Frederiks Allé i Aarhus. Han kastede med en væske, der mindede om syre, for så at forsvinde fra spisestedet. Væsken ramte gulv, vægge og kasseapparat, og politiet blev tilkaldt.

Da politiet nåede frem til restauranten, kunne de ikke tale med stedets ejer. Han var nemlig taget til Rydevænget i Aarhus V, efter at han havde fået at vide, at der var udøvet hærværk mod hans bil, der holdt parkeret på stedet. Også her var der kastet med syrelignende væske, der var blevet smidt ind i bilen.

Artiklen fortsætter under videoen 

De to hændelser betød, at både restauranten og området omkring bilen fik besøg af Beredskabsstyrelsen. Styrelsen har et kenisk beredskab ved navn “HazMat,” og Beredskabsstyrelsens eksperter rykkede først ud til Rydevænget, hvor man havde afspærret området omkring bilen.

Man tog her prøver af den væske, der var smidt ind i bilen, og HazMat rykkede herefter videre til Frederiks Allé, hvor man besøgte restauranten. Også her tog man prøver af den væske, der var blevet smidt i restauranten, og hos politiet venter man nu på at få at vide, hvad væsken består af.

Den umiddelbare vurdering er, at væsken ikke har været farlig. Der er ikke kommet nogen personer noget til, og ejeren af restauranten har da også fået at vide, at restauranten kan åbne igen.

Mistænkt anholdt

Østjyllands Politi oplyser til Newsbreak.dk, at man anholdt en mistænkt i sagen, en 39-årig mand, natten til mandag klokken 00.43. Manden blev identificeret på baggrund af afhøringer og vidneforklaringer, og politiet kunne herefter anholde ham på hans adresse i Viby.

Manden har været med politiet forbi politigården i Aarhus, hvor han er blevet afhørt. Han er sigtet i sagen, men han blev løsladt, da afhøringen af ham var vel overstået.

Politiet oplyser, at den 39-årige mand kender ejeren af restauranten og bilen, der var mål for de to tilfælde af hærværk.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu