Mand anholdt for bombetrussel mod kommune

23. maj 2019 19:39 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Skive Kommune blev torsdag formiddag udsat for en bombetrussel.

Mand anholdt for bombetrussel mod kommune
Politiet måtte evakuere og afspærre området. Arkivfoto.
Del:

Torsdag formiddag måtte rådhuset på Torvegade i Skive evakueres, efter en mand havde fremsat en bombetrussel mod stedet.

Manden sendte truslen i en telefonsamtale med en medarbejder fra kommunen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse. Politiet modtog anmeldelsen omkring klokken 9.30.

Anmeldelsen fik politiet til at sætte en større indsats i gang, hvor bygningerne blev evakueret og området omkring spærret af.

For bombetrusler er ikke til at spøge med, lyder det fra politikommissær Christian Toftemark:

”En trussel af den karakter er ret alvorlig, og det afspejler vores indsats. Vi er nødt til at behandle anmeldelsen seriøst og agere, som om truslen er reel, indtil vi har haft lejlighed til at undersøge sagen nærmere. Og det har vi nu. Truslen viste sig heldigvis at være grundløs, men det er i sig selv en alvorlig sag,” siger politikommissær Christian Toftemark.

Allerede en times tid senere kunne Midt- og Vestjyllands Politi anholde manden, der nu er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 266 om trusler. Den har en strafferamme på op til to års fængsel.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu