Mand banker stedfar der dør – men er ikke sigtet for drab

14. december 2017 05:57 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Ifølge lokal avis svirrer rygterne lige nu i den lille by.

Mand banker stedfar der dør - men er ikke sigtet for drab
En mand er død efter en slåskamp. Men ingen er sigtet for drabet. Modelfoto: Colourbox.

En noget bizar sag har udspillet sig i byen Frederiks.

En 55-årig mand, hans kone og konens søn var lørdag en tur på Frederiks Kro. Her skulle konen og manden havde haft flere uoverensstemmelser, hvorefter manden til sidst vælger at forlade kroen.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Ifølge bladet gik sønnen på et tidspunkt hjem til sin stedfar og de to endte i en regulær nævekamp. Herefter gik sønnen tilbage til kroen.

Omkring klokken to om natten gik sønnen og moderen begge hjem – og her fandt de den 55-årige livløs.

Ambulance og politi ankom til stedet, og det lykkedes at genoplive manden, der dog søndag over middag døde på hospitalet.

Sigtet for vold

Sønnen er blevet sigtet for vold, men ikke for drab eller vold med døden til følge.

– Den indledende retsmedicinske undersøgelse har ikke kunnet påvise en sammenhæng mellem volden og dødens indtræden. Der er intet i sagen, der tyder på, at der er benyttet nogen som helst form for våben, siger Christian Toftemark, efterforskningsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Viborg Stifts Folkeblad.

Ifølge efterforskningslederen døde den 55-årige derimod af et hjertestop og nu afventer politiet obduktionsrapporten, men indtil videre er der altså ifølge politiet intet, der tyder på, at det skulle være en sammenhæng mellem volden og mandens død.

Frederiks ligger sydvest for Viborg og har knapt 2000 indbyggere. (Kilde: Wikipedia).

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu