Grotesk nyt i uhyggelig drabssag

18. februar 2020 07:55 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 50-årig mand er tiltalt for i efteråret 2018 at have dræbt Lars Halvor Hermansen. Sagen begynder tirsdag.

I løbet af otte til ni retsdage skal Retten i Helsingør finde frem til, om en 50-årig mand skal kendes skyldig i drabet på den 52-årige Lars Halvor Hermansen, der efter godt en måneds forsvinden blev fundet død.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Den 50-årige er i sagen tiltalt i flere forhold. Ud over manddrab er han blandt andet anklaget for at have været i besiddelse af mindst 16 kilo amfetamin. Anklageren i sagen, Margit Wegge, ønsker ikke over for Ritzau at løfte sløret for, hvilke tekniske beviser der er i sagen.

Beviserne vil i stedet blive fremlagt i løbet af det første retsmøde tirsdag. Ifølge anklageskriftet fandt drabet sted 18. september 2018. Altså samme dag, som Halvor sidst blev set og siden meldt savnet.

Blev gravet ned

Den tiltalte er anklaget for at have skudt Lars Halvor Hermansen med et haglgevær og derefter at have begravet liget under terrassen på en landejendom i Helsinge. Det har ifølge anklagen fundet sted ved, at han først anbragte liget i et tømt vandbassin på ejendommens terrasse, hvorefter han skulle have rullet det ind i en bassindug.

Yderligere har han angiveligt placeret en madras ovenpå. Herefter er der blevet fyldt jord på og støbt et lag af beton. Til sidst anlagde han et bålsted over den placering, hvor liget var begravet, lyder anklagen.

Politiet formåede dog 28. oktober 2018 at finde frem til liget på stedet, hvor det lå begravet, forklarede Henrik Gunst dengang til Newsbreak.dk. Han var Nordsjællands Politis efterforskningsleder.

Et godt tip

Til at starte med frygtede politiet, at Lars Halvor Hermansen havde været ude for en ulykke, men senere fortalte politiet, at man nu havde mistanke om noget langt mere alvorligt. Oplysninger om mandens færden gjorde, at politiet nu frygtede, at han havde været udsat for “en alvorlig forbrydelse.”

Hermansens bil, der var en del af den oprindelige efterlysning, blev fundet parkeret ved Hareskoven. På en parkeringsplads på Krathusvej mellem Frederiksborgvej og Bagsværd Sø i Bagsværd. Politiet fik pludselig et nyt tip.

– Der var nogle ualmindeligt gode borgere, der henvendte sig med en undren, de havde. Det valgte vi at følge op på søndag morgen. Det gjorde, at vi søndag eftermiddag fandt en person, som vi har opfattelsen af er Lars Halvor Hermansen, lyder det fra Henrik Gunst til Newsbreak.dk.

Allerede 10 dage inden det makabre fund var tiltalte blevet varetægtsfængslet og sigtet for drabet.

Ukendt relation

Politiet fandt også et haglgevær i en skovtykning tæt på landejendommen. Ifølge Ekstra Bladet er der formentlig tale om, at dette er gerningsvåbnet i sagen. Det skriver Ritzau.

Hvordan relationen mellem tiltalte og dræbte egentlig hang sammen forventes at blive udfoldet i løbet af retssagen. Det har tidligere vist sig, at en voldsom strid om amfetamin mellem de to kan have ført til drabet.

I hvert fald bekræftede Nordsjællands Politi over for Newsbreak.dk på et senere tidspunkt, at den dræbte kort efter at være blevet fundet død skulle have været i retten i en sag om narkotikakørsel. Halvor havde kørt bil, mens han var påvirket af amfetamin, og han var desuden i besiddelse af 0,4 gram af stoffet. Politiet fratog manden førerretten, men Hermansen var utilfreds og anmodede derfor selv om at få prøvet beslutningen ved retten.

Ifølge anklager Margit Wegge vil der efter planen falde dom i drabssagen 20. marts.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu