ANNONCE

Mand dræbt af skud: Har du set denne bil?

22. august 2020 11:25 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Fredag blev en ung mand skudt og dræbt på åben gade.

Mand dræbt af skud: Har du set denne bil?
En mand blev fredag skudt og dræbt. Senere blev denne bil fundet udbrændt. Politiet beder nu borgerne om hjælp. Foto: Local Eyes.

En mand blev fredag aften blevet skudt og dræbt på Gyngemose Parkvej i Søborg.

Nu efterlyser politiet vidner – især personer, der har set en bestemt bil.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Se mere video hos Local Eyes.

Lidt over klokken 19 fredag aften (21. august 2020) kørte Københavns Vestegns Politi talstærkt til en anmeldelse om skud på Gyngemose Parkvej.

Her var en 27-årig mand ramt af skud i en sort Audi. Han afgik kort efter ved døden.

Politiet arbejdede i området hele fredag aften, og aktuelt tegner der et billede af, at to mænd i sort tøj kørte væk i en stor hvid Mercedes SUV, efter flere skud var afgivet.

En tilsvarende bil blev fundet i brand i Hvidegårdsparken i Lyngby lidt før klokken 23 samme aften.

Politiet hører gerne fra vidner, som har set noget mistænkeligt før, under og efter hændelsen på Gyngemose Parkvej lidt over klokken 19 fredag aften eller i Hvidegårdsparken senere på aftenen:

– Vi er også meget interesserede i at høre fra vidner, som har set en stor hvid Mercedes SUV køre i området omkring Mørkhøj og Lyngby fredag aften mellem klokken 19.15 og 23, siger politikommissær Ole Nielsen, Københavns Vestegns Politi.

Han tilføjer, at det er for tidligt at udtale sig om motiver og eventuelt relationer til kriminelle grupperinger – men at efterforskningen lige nu tyder på en målrettet handling.

Efterforskningen fortsætter og Københavns Vestegns Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at frigive flere detaljer om undersøgelserne.

Da Newsbreak.dk får fat i Ole Nielsen har han da heller ikke noget at tilføje.

Øget opmærksomhed

Københavns Vestegns Politi har øget opmærksomheden i Mørkhøj og er til stede med en mobil politistation, hvor vidner og borgere i kvarteret er velkomne til at henvende sig.

Man kan også kontakte Københavns Vestegns Politi døgnet rundt på telefon 4386 1448.

Den dræbtes pårørende er underrettet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu