Mand dræbt i trafikulykke: Bilisten flygtet

27. juni 2019 19:55 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En 79-årig mand er omkommet af de skader, han pådrog sig ved en trafikulykke onsdag.

Del:

En 79-årig mand, der onsdag blev svært kvæstet ved en trafikulykke nær Alslev mellem Varde og Esbjerg, afgik torsdag formiddag ved døden på Skejby Sygehus i Aarhus.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

De pårørende til manden er underrettet.

Manden kørte på cykel, da han blev ramt af en firhjulstrækker. Han blev alvorligt kvæstet, da han blev ramt af køretøjet, og man forsøgte på stedet at give ham livreddende førstehjælp, før han blev fløjet direkte til Skejby Sygehus i Aarhus.

Bilisten kørte efter ulykken videre uden at standse op.

Derfor efterlyste politiet onsdag bilen. Den er stadig ikke lokaliseret.

Politiet opfordrer derfor stadig flugtbilisten til at melde sig selv – og vidner til at kontakte politiet.

Køretøjet har følgende signalement: 

En pickup/firehjulstrækker med åbent lad
Brun eller bronzefarvet
Højre sidespejl er beskadiget som følge af ulykken
Ukendt model, men der kan være tale om en Toyota eller en VW
Der var en enkelt person i køretøjet, da ulykken fandt sted
Bilen kom kørende ad en sidevej nord for Alslev og drejede derefter ud på Hjerting Landevej
Køretøjet fortsatte i sydgående retning mod Esbjerg efter ulykken

Hvis man har set ulykken eller bilen, eller kan man på anden måde bidrage til, at sagen bliver opklaret, bedes man kontakte politiet på 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu