Mand dræbt i voldsom ulykke

15. februar 2019 11:21 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Ambulancer i hobetal sendt til dødsulykke.

En mand er død i et frontalt sammenstød på Sorøvej ved Skellebjerg, Dianalund. Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi over for TV Øst. Det er ikke lykkedes for Newsbreak.dk at få kontakt til vagtchefen i politikredsen, der har givet den melding til TV-stationen.

Til gengæld lyder det fra presseafdelingen til Newsbreak, at der er tale om, at to personbiler er kørt frontalt sammen i ulykken, der er sket i en kurve på Sorøvej og anmeldt klokken 10.07 fredag. Ifølge de oplysninger, vi får fra politiet, indgik meldingen som, at der er flere tilskadekomne.

Den afdøde mand var alene, mens der befandt sig fire personer i den modsatkørende bil. Det er uvist, hvor alvorlig tilskadekomst, der er tale om, men der blev sendt fem ambulancer og to lægebiler til stedet.

Også en lægehelikopter blev tilkaldt, og Newsbreak får at vide, at en person er fløjet væk fra ulykkesstedet i netop den. Det er dog uvist, om der er tale om den afdøde – eller en tilskadekommen.

Vi får at vide, at der er tilkaldt en bilinspektør, der skal foretage dybdegående undersøgelser af ulykken og dens forløb. Af samme grund kan der gå noget tid, inden vejen igen bliver åbnet for trafik.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu