ANNONCE

Mand er i kritisk tilstand

21. april 2021 06:11 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

Et arbejde med at grave render til dræn gik galt, da en rende brød sammen og begravede en mand

En 40-årig mand er i kritisk tilstand, efter at væggene styrtede sammen i en udgravet rende tirsdag aften, og han fik en stor mængde jord ned over sig.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 18.47.

Politiet oplyser onsdag morgen til Ritzau, at mandens tilstand fortsat er kritisk.

Ulykken skete på Hegnetvej i Roslev, der ligger nord for Skive.

– Her er man i gang med at grave render til dræn på en mark. Manden står nede i en af renderne, da jorden styrter sammen om ham, fortalte politiets vagtchef Ole Vanghøj tirsdag aften.

Fløjet afsted i helikopter

Manden blev klokken 20.07 fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Hans pårørende er underrettet om ulykken.

Som altid ved alvorlige ulykker er Arbejdstilsynet blevet underrettet. Det skal være med til at undersøge, hvordan ulykken kunne ske, og blandt andet se på om alle regler er blevet overholdt i forbindelse med arbejdet.

Disse undersøgelser er fortsat i gang onsdag morgen, oplyser vagtchef Lars Even.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu