Mand forsøgt dræbt med gevær i mystisk sag

6. januar 2019 14:33 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Østjyllands Politi mener, at 45-årig affyrede tre skud under opgør med mand i Hadsten.

Del:

En mand fra Hasselager erkender, at han affyrede to skud med et haglgevær i Hadsten lørdag ved middagstid, men han afviser, at han ville dræbe den mand, der blev ramt.

Det oplyser en anklager i Østjyllands Politi efter et grundlovsforhør søndag i Retten i Randers. Her besluttede dommeren at varetægtsfængsle den sigtede mand, der er 45 år, frem til 1. februar.

Ved lørdagens episode blev en mand på 40 år såret både i hovedet og i lysken. Han er dog meldt uden for livsfare. Den fængslede er sigtet for drabsforsøg mod den 40-årige og for vold mod en 42-årig mand.

Dommeren mener, at der en begrundet mistanke om, at manden fra Hasselager havde til hensigt at dræbe den 40-årige, oplyser anklager Marianne Birck.

Sigtelsen drejer sig om, at han skal have affyret i alt tre skud, tilføjer hun.

Den nu fængslede nægter sig skyldig i forsøg på manddrab. Men han erkender at have været til stede og at have affyret to og ikke tre skud, oplyser Marianne Birck.

Flere detaljer om sagen ønsker hun ikke at oplyse, idet dørene til grundlovsforhøret blev lukket for offentligheden.

Således kan anklageren ikke fortælle om baggrunden for mødet mellem de to mænd, der kender hinanden i forvejen.

Ubekendte

Mødet fandt sted på Ravngårdsvej i Hadsten mellem Aarhus og Randers. Under opgøret mellem de to stødte en nabo til, og han blev ifølge politiet slået i hovedet med geværet.

Sagen er omgærdet med nogen mystik, da politi og anklager holder på en del detaljer, der ikke blevet delt med offentligheden.

– Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvordan de kendte hinanden, og jeg ved ikke, hvorfor manden også slog den 40-åriges nabo i hovedet med jagtgeværet, siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Peter Tholstrup Jørgensen, til TV2 Østjylland. 

Den sårede blev bragt til behandling på Aarhus Universitetshospital, og derefter gik politiet i gang med at planlægge en anholdelsesaktion af den 45-årige, der i sin bil var kørt hjem til Hasselager.

En del betjente rykkede ud og satte efter manden i politibiler, og jagten endte klokken 13.16 ved Tranbjerg syd for Aarhus, da manden blev anholdt. Ifølge politiet skete anholdelsen uden større dramatik.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu