Mand går pludselig amok med kniv: To personer ramt

17. marts 2018 19:23 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

En 37-årig mand blev varetægtsfængslet i fire uger efter knivstikkeri i lejlighed i Odense lørdag morgen.

Mand går pludselig amok med kniv: To personer ramt
Foto: Colourbox

To mænd blev tidligt lørdag morgen stukket med kniv flere steder på kroppen.

Det skete angiveligt under et drikkelag i en lejlighed i Grønnegade i Odense, skriver fyens.dk.

De to ofre var henholdsvis en 29-årig mand og en 25-årig mand. De pådrog sig stiksår flere steder på kroppen, men er begge uden for livsfare.

Politiet oplyser til TV2 Fyn, at den 25-årige havde fået en kniv hele vejen igennem sit lår.

Da politiet kom frem til stedet, anholdt man en 37-årig mand i opgangen.

Han var smurt ind i blod og havde en kniv på sig. Fyns Politi formoder, at han er gerningsmanden.

Den 37-årige blev lørdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense sigtet for vold af særlig farlig karakter og for overtrædelse af våbenloven.

Han blev varetægtsfængslet i fire uger.

Politiet har ifølge fyens.dk ikke vished om, hvad der ligger bag knivstikkeriet.

Ofrene har forklaret, at den 37-årige pludselig gik amok med kniven.

To af de tre implicerede i knivstikkeriet er ifølge fyens.dk kendt af politiet. Ingen er personerne er dog banderelateret, skriver avisen.

Vagtchef Lars Thede, Fyns Politi, oplyser lørdag eftermiddag til Ritzau, at den 25-årige mand fortsat er indlagt til behandling, mens den 29-årige er udskrevet.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan den 37-årige stiller sig til sigtelsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu