ANNONCE

Mand havde handlet: Pludselig blev han beskudt

1. april 2020 09:51 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Politiet efterforsker sagen.

En 33-årig mand havde netop været inde på en Circle K-tankstation for at handle på Frederiksborgvej i København, da to personer stillede sig op ved bilen. Begge var maskeret og iført mørkt tøj, og begge så ud til at være bevæbnet med et skydevåben.

Den ene maskerede person stillede sig bag bilen, den anden ved siden af bilen, og den ene af de to personer skød ind i bilen, hvor den 33-årige mand sad på førersædet med et familiemedlem på passagersædet. Herefter stak de to maskerede mænd af. De løb hen til en mørk bil, der var parkeret i nærheden, hvori en tredje person sad. Herefter kørte bilen fra stedet.

Artiklen fortsætter under videoen. 

Københavns Politi ved ikke, hvem der var målet for skuddet, eller hvad årsagen til skyderiet var.

– Det var målrettet ham (den 33-årige, /red.) eller familiemedlemmet på passagersædet, siger Kenneth Jensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, til Newsbreak.dk.

Leder efter et motiv

Newsbreak.dk omtalte skyderiet tidligere onsdag, hvor det forlød at anmeldelsen indløb tirsdag aften klokken 22.30. Politiet kom til stedet, hvor de afspærrede, afhørte og begyndte at undersøge.

Politiet skal genafhøre de to personer, der blev skudt efter, og så er man ved at indhente mere videoovervågning fra området. På nuværende tidspunkt ved man ikke noget om, hvem de tre personer var, eller hvorfor de valgte at skyde.

Newsbreak.dk har spurgt Københavns Politi, om den 33-årige på den ene eller anden måde er kendt af politiet.

– Det var vi ingen kommentarer til, siger Kenneth Jensen.

Hvis man har oplysninger om sagen, der kan hjælpe politiet, kan man kontakte Københavns Politi på 114.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu